24. aug. 2014

Gå lige ud og hør her - september '14

Goat 19.09 på Vega


Mit liv skal til at passe ned i nye kasser og rammer og min semi-senile hjerne skal lære at tage imod et hav af informationer nu, hvor jeg skal starte i skole igen. Jeg er usandsynligt spændt, men jeg forbereder mig også på at få pænt travlt med læsning og computerskærmtid. Så jeg skærer ned på fritidslektierne og laver de ugentlige anbefalinger om til et månedligt indslag. Ja, denne her blog bliver nok aldrig en af de hyperaktive der poster hver anden dag. Men efter en lang dejlig sommerferie med fantastiske musikalske input fra fx Northside, Roskilde, Uhørt, Goldie Chorus, Conor Oberst, Mugison og Sohn kommer her mine bud på, hvad der skal lyttes til foran de Københavnske scener når efteråret melder sig i september måned:

05.09 MoonfaceJazzhouse kl 21 for 160 kr.
- Canadisk indie kvalitet med rå følelser akkompagneret af flygel. 
11.09 Stephen Malkmus & The Jicks i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
- Alsidig forgangsmand for den rebelske og energiske form for indierock.
12.09 Crunchy Frog Anniversary Party i Pumpehuset kl 20 for 220 kr.
- En række af pladeselskabets karakteristiske rocknavne fejrer jubilæet med længe ventede reunions og sprød pladeudgivelse.  
12.09 Sivert HøyemLoppen kl 21 for 150 kr.
- Han er dramatisk, mørk og næsten spirituel i sin formidling af bluesrock med et soul/gospel præg.
13.09 Blonde Redhead i Lille Vega kl 21 for 200 kr.
- Yderst stemningsfuld og til tider teatralsk elektronisk sfærisk shoegazepop.
13.09 Jacob Bellens i Skuespilhuset kl 23.59 for 195 kr.
- Stemmen bag I Got You On Tape og Murder helt solo og i usædvanlig setting når klokken ringer midnat.
14.09 Jomi Massage + Martin Ryum i Det Kongelige Teater kl 20 for 100 kr.
- De deler en fortid i Speaker Bite Me, men siden er Ryum gået i en litterær poetisk retning og Jomi befinder sig i et altid afsøgende kunstnerisk grænseland.
16.09 Treefight For SunlightJazzhouse kl 21 for 120 kr.
- Vidunderlig ekstravagant og syret pop der kommer til at blæse taget af Jazzhouse.
17.09 Striving Vines i Ideal Bar kl 20 for 70 kr.
-  Indieband med en stor stemme i front der tilsyneladende har bragt noget R'n B og soul indover deres 2 udspil. 
18.09 Cold Specks i Store Vega kl 20 for 240 kr.
- Hun varsler afgrundsdyb alvor, intensitet og blødende soul og vandt mig ved første lyt i 2012.
18.09 Get Your GunBeta kl 20 for 125 kr.
- Tung nordisk take på støvet og desperat westernrock og de gør det effektfuldt!
19.09 The Malpractice i Ideal Bar kl 20 for 110 kr.
- Melodisk rock der tør flirter med det helt tunge og det helt poppede og slipper afsted med det.
19.09 Goat i Store Vega kl 20 for 230 kr.
- Maskeret psych/afro/arabisk syresammensurium med forrygende live ry.
20.09 Catch the Breeze + Chamber Junkies + Mount Rushmore Safari KB18 kl 20 for 50 kr.
-  Et lækkert miks af forholdsvis nyudsprungne bands med fokus på slagkraftige kompositioner.
25.09 Baal 20 års jubilæum i Amager Bio kl 20 for 225 kr.
- Dramarock med kæmpe armbevægelser og aldeles gribende melodier, især på debuten Sensorama der nu ligger 18 år tilbage, OMG!
27.09 Blaue Blume i Pumpehuset kl 21 for 140 kr.
- Jeg er ligeså fortryllet af deres kompositoriske særegne skønhed som the next guy. Der kan kun være stort i vente for dem, så kom og oplev dem i opstarten. 
28.09 Avi Buffalo i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
- Et ungt og charmerende miks mellem det skæve fra Modest Mouse og det naive fra The Shins.
29.09 Azealia Banks i Tivolis Koncertsal kl 19.30 for 370-445 kr.
-  Jeg er ikke rigtig til rap, men Azealia har det vilde og sære islæt man fx kender hos M.I.A og det gør hende noget til noget mere og andet end en gangsta chick.







 

7. aug. 2014

Conor Oberst - jeg vil altid være din rekrut!


Det er skamfuldt at indrømme, at jeg af uforklarlige årsager troede, at Conor Oberst havde lavet et poppet og ligegyldigt album og indtil for et par uger siden, havde jeg kun lyttet til et enkelt nummer. Så var der heldigvis en stemme i mig der stædigt påpegede, at denne her mand har stået som en enestående inspiration for dig lige siden du hørte ham som alter egoet Bright Eyes for 10 år siden. Det kan ikke passe, at han besøger din by og du ikke ser ham...igen (for det gjorde jeg med stor fortrydelse ikke da han spillede på Bremen sidste år). Og heldigvis fik jeg købt Upside Down Mountain og en koncertbillet og ændrede mening fuldstændig. På denne plade har Oberst skruet ned for den country der har præget udgivelserne med Mystic Valley Band og i stedet har Jonathan Wilson tilført en snert af sin klassiske bluesrock til det urbane indiefolk udtryk, som jeg forbinder med Oberst i det meste af hvad han har lavet. Det jeg elsker så betingelsesløst ved Conor Oberst/Bright Eyes' musik er hans evne til skrive tekster, der giver håbløshed, usikkerhed og tvivl et smukt sted at hvile. Jeg elsker hans helt enormt udtryksfulde stemme, der skifter fra blød og omsorgsfuld til knækket og desperat, som skider flot på hvordan en stor og smuk stemme skal lyde og som aldrig nogensinde bliver forsøgt kontrolleret på konventionel måde. Og jeg elsker hans evne til at manipulere - nogle af de mest galoperende lette melodier er skalkeskjul for de tungeste og mørkeste stemninger.
I går spillede han så i Amager Bio med backing fra det yderst velspillende L.A. band Dawes, som også varmede op for Oberst. Til forskel fra Dawes sangeren Taylor Goldsmith som mindede mig lidt om, hvis Ben Stiller skulle fremstille en frontmand fuld af forestillet selvtillid, så går Conor på scenen med sin karakteristiske introverte facon, der får ham til at ligne en mand der ikke er rigtig tilpas i sig selv. Men så snart settet er igang ved man, at det i hvert fald ikke er scenen han er utilpas på, selvom han knap nok kigger på os ud under det mørke tjavsede hår. Han er 100 % til stede i musikken, snurrer hidsigt rundt og står headbangende over sit keyboard til Lover I Don't Have to Love. I sidste del af koncerten er han faktisk i rimelig kontakt med publikum, men lige i det her tilfælde er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan og hvor meget han henvender sig til os, for hvert eneste nummer stråler så tydeligt af selvudlevering, at det er rigeligt. Jeg er også fuldstændig ligeglad med publikums rolle i det her, selvom jeg godt kan fornemme at den knapt udsolgte sal er med ham. Faktisk så bliver jeg mindet om hvor heldig jeg er, at jeg ikke deler min kærlighed til ham med en veninde, for det er der to piger bag mig der gør og deres teenageagtige hvinen over hvor "cute" han er, får mig til at rykke væk og ned til de herlige umælende mænd jeg er fulgtes med længere nede i salen for at kunne være alene og lytte og begejstres og røres. For det bliver jeg. Imens Oberst fuldender oplevelsen for mig ved at spille hele 12 Bright Eyes numre, står jeg med et bredt taknemmeligt smil og må synke tungt og trække vejret dybt imens den lykkefølelse, som kun en koncert kan give fylder mig.



 

 

Der har aldrig været vildt meget sjov og ballade over hverken Conors musik eller ham som person, så det var en befriende let og skæg oplevelse at se de tre ekstranumre, som alle var Bright Eyes numre. Det første var Lua (et af numrene på mit livs soundtrack, så er det sagt) som han i en version har indspillet med Gillian Welch, hvilket får nummeret til at udspille sig som en samtale mellem to elskende, men i aften trådte Taylor Goldsmith til og det kunne ikke andet end at få begge mænd til at fnise. Andet nummer, June On the West Coast, er nok et af de mere støvede tilbage fra gemmerne i 2001 og det virkede ikke til at teksten stod helt klart i Conors hoved længere...hvilket er forståeligt for de er alle kringlede digteriske prosastykker som det må tage et helt særligt hoved at skrive såvel som at huske. Men også på det punkt er Conor Oberst menneske og det er helt rart at se. 

    
Oberst og Goldsmith fremfører Lua som ekstranummer