Denne her weekend er gået med moden selvkontrol og voksenaktiviteter som at arbejde, gå i teatret og drikke vin på vinbar med gode veninder. Jeg har haft meningsfulde samtaler om barndom og voksenliv og er gået hjem på et usædvanligt fornuftigt tidspunkt for at stå op og spise brunch med babyer. Det er sgu egentlig rigtig skønt. Der kommer tids nok en ny nat med alt for mange øl og cykelstyrt og tvivlsomme beslutninger. Men det er da ikke for tidligt at se frem til næste weekend allerede nu. Min plan er at lade postrock overtage universet igen på fredag når EF og The Shaking Sensations spiller, derefter slår jeg et smut omkring Ideal Bar hvor der afholdes endnu et Din Koncert arrangement (det jeg selv var en del af i maj) kaldet Vicious Lawn, men denne gang er det et ambitiøst kulturelt koncept der blander musik og performance i mange afskygninger. Skal helt sikkert tjekkes ud for at forstås. Lørdag bliver jeg en del af 50'erne for en stund, når der er storstilet fest i hele Vega. Helle for at blive babydoll'et fuldstændig op!
Tor 3: So-So Echo i Ideal Bar kl 20 for 80 kr.
Melankolsk elektropop med en filmisk fortællende nerve.
Tor 3: Small Black + Sean Nicholas Savage på Loppen kl 21 for 120 kr.
Lys amerikansk elektropop med længselsfulde undertoner og skæv melankolsk canadisk pop.
Tor 3: The Blue Van + Jørck på Musikcafféen kl 21 for 130 kr.
Rockbandet spiller akustisk med smukt kvindeligt modspil.
Tor 3: White Manna + Carlton Melton + Fribytterdrømme på Stengade kl 21 for 60 kr.
En helt igennem flippet, syret og bevidsthedsudvidende rockaften.
Fre 4: EF + The Shaking Sensations på KB18 kl 21 for 70 kr.
To gange postrock efter klassiske forskrifter.
Fre 4: Baby In Vain i Pumpehuset kl 21 for 110 kr.
Den sejeste pigegruppe i DK lige nu.
Lør 5: 50'er fest i Vega fra kl 16 for 250 kr.
Hele det gamle hus inviterer på den ultimative gennemførte dansefest, masser af musik og skøre events!
Det er desværre kun en semi fyldt Store Vega sal der halvhjertet klapper Editors ind på scenen. Men heldigvis behøver publikum kun et åbningsnummer, før alle har tredoblet sig i volumen. Sanger Tom Smith ligner fra første strofe med sin ny plyssede silhouet på den bagoplyste scene en manisk sindssyg med sine spastiske udfald og helt igennem medrivende scenenærvær, som han om nogen er leverandør af. Det er en fryd hver gang han kan slippe guitaren og give sig fuldt ud og jeg smelter straks fuldkommen til hans både bløde dybe og desperate voluminøse mandestemme. Editors arbejder traditionelt i et hidsigt tempo og det må være et af rockscenens mest hårdtarbejdende trommeslagere der ved selv de stille numre spiller i dobbelttempo. Måske netop derfor virker det til at komme bag på folk, at der dukker en rigtig ballade op (The Phone Book) og folk ser et behov for at tysse på hinanden. Efter min mening skal folk stikke det der tysseri skråt op, for hvis noget ødelægger stemningen til et stille nummer, så er det folks hidsige schyss og ikke venlig småsnak. Men lad nu det ligge...
Den gode energi i Editors sæt er ikke gennemgående og det tilgiver vi (eller jeg), for Editors er et band man hurtigt føler sig forbundet med på et sælsomt følelsesmæssigt plan. Udover deres evne til at skrive dramatiske rockørehængere, så får jeg en fornemmelse af, at de vil mig noget og jeg vil hellere end gerne tildele dem min fulde opmærksomhed. Men, a propos publikum der skal have en røffel, så kan jeg trods alt under et mindre fængende nummer ikke undgå at bemærke folk omkring mig. Vi er et bredt udsnit af fans og til min venstre side står en gråhåret mand i sine sikkert sluthalvtredsere - han er FAN og giver den virkelig gas med stadion arme der ruller, pumper og svinger rundt. Han får (helt uvidende) folk omkring sig til at søge øjenkontakt og smile til hinanden. Halvanden meter væk står et jævnaldrende ægtepar. Manden, der ligner en lille ekstra ondsulet Nick Nolte, kan slet ikke tvinge blikket fra den glade fan og giver ham gentagne indgående elevatorblikke, indimellem prikker han til sin kone for at påpege skandalen. Jeg står og ønsker mig at smække et smølfespark i tindingen på ham. Så opdager jeg, at den helt anonyme og komplet stillestående unge fyr lige foran mig er ægteparrets søn. Det må næsten være på grund af ham at forargede mor og far har set sig nødsaget til at humme sig ind midt i Store Vega - af alle fremmede steder. Alle tre står de som stenstøtter midt i rummet omtrent 3 meter fra scenen. Mor snirkler sig så rundt om drengen og stiller sig beskytterisk som en løveinde mellem søn og dansende fan. Hun ser sig endda nødsaget til at prikke bebrejdende til fan og stikke en afskærmende arm ud foran drengens hoved, så han ikke bliver ramt af den arm, der markerer taktslag mindst 30 cm fra ham. Jeg står og har inderligt lyst til at sparke den kvinde i røven. Hvad i alverden laver i dog herinde? Slip taget i jeres stakkels dreng, lad ham om at stå og være akavet teenagestille og fortræk dog i det mindste til bagerst i lokalet, hvor i ikke ødelægger den oprigtigt glade stemning for hverken fans, jeres afkom eller bandet. Hvem er mon fedest at se på af jer muggerøve og den svedige dansende fan. Jesus Kristus!
Undskyld Editors! Jeg er ked af at jeg blev distraheret. I er altid fede og det er selvom jeg ikke er fan af alt i har lavet. I ligger i den zone hvor forventningerne er gode men ikke for høje og leveringen er altid gedigen. Det kunne være definitionen på kedelig, men jeg synes, at det er skide god underholdning som er min tid værd hver eneste gang. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ses igen blandt folk der værdsætter ægte musikglæde og entusiasme.
Editors har denne sommer udgivet deres fjerde album: The Weight Of Your Love
Det er søndag og alt går cirka lige så langsomt det plejer på en søndag. Jeg har indtil videre formået at fodre mig selv, tage et bad og kravle tilbage i seng med computer og høretelefoner og nu er det allerede midt på dagen. Jeg kom hjem i nat efter en aften på Ideal Bar, der var lige vel stoppet med bands. Omend det var gode bands som Mount Rushmore Safari og Sort Kat Hvid Kat, var det dog en kende svært at fordøje den hidsigt udskiftende 13 (seriøst!?) retters menu som festivalkonceptet Copenhagen Beat havde valgt at diske op med. Jeg tumlede senere ind af døren herhjemme til lyden af Father John Misty i mine øretelefoner og jeg kan nu konstatere at der er mere for fans af det skæve og dekadente i koncertkalenderen for næste uge. Tjek efter og gå ud og bliv fornøjet!
Tir 24: A Place to Bury Strangers på Loppen kl 21 for 140 kr.
Mørk insisterende støjrock.
Ons 25: Delorean i Lille Vega kl 21 for 130 kr.
Sommerlig dansabel synth og stenet indierock i kærligt favntag.
Tor 26: Editors i Store Vega kl 20 for 275 kr.
Dyster rock med fængende melodier og eksplosiv energi (i hvert fald i bagkataloget...)
Tor 26: Balmorhea + JBM + Waldo & Marsha på Loppen kl 21 for 0 kr.
Christiania fejrer fødselsdag med tre spændende navne indenfor instrumental indie folk, alternativ singer/songwriter og shoegaze - helt gratis!
Fre 27: Smith Westerns i Lille Vega kl 21 for 130 kr.
Sødmefuld poprock der trækker på nogle klassiske forgængere som Beatles og Pink Floyd.
Lør 28: Eivør & Ginman i Koncerthuset kl 20 for 245 kr.
En af de smukkeste stemmer i forening med en af de dygtigste instrumentalister i noget jeg forestiller mig er dramatisk og dyster elektronisk jazz.
Det har været en dejlig weekend med masser af rock. Loppens mørklagte træhyttelokale udgjorde lørdag aften et vældig passende stemningsrum for Machinery Of Joys dystre pop og den melodiske postrock som My Beloved og Late Night Venture står for. En ret så udmærket opvarmning til endnu en postrock aften om et par uger med EF og Shaking Sensations. En dag skal jeg have opklaret et presserende spørgsmål - hvor hurtigt får man egentlig galoperende museskade af det der lynhurtige guitarspil?? Jeg har også fået medlemskab i klubben for folk der er begejstrede for Arctic Monkeys nye album plus et mindre crush på Alex Turner, der ikke længere er en bebumset dreng. Det album bliver lyttet intenst igennem den kommende tid. Men der er virkelig også noget at se frem til på koncertfronten næste uge og masser at vælge imellem. Her er noget af det:
Letbenet solskinsindiepop fra de californiske kyster.
Tor 19: French Films på Ideal Bar kl 21 for 80 kr.
Finsk indierock med surf og rockabilly tendenser.
Fre 20: Flødeklinikken i Lille Vega kl 21 for 135 kr.
Danmarks mest funky hiphop orkester.
Fre 20: De Høje Hæle i Pumpehuset kl 22 for 60 kr.
Folkelig og charmerende punkrock.
Fre 20: Lars and the Hands of Light på Stengade kl 21 for 70 kr.
Sød poprock med amerikansk retrolyd.
Lør 21: Copenhagen Beat på Ideal Bar kl 20 for 50 kr.
Nyt
festivalkoncept der fx byder på Sort Kat Hvid Kat, Mount Rushmore
Safari, Feng Li og mange flere. Adgangsbilletten giver adgang til
yderligere to dages festival på andre spillesteder. Tjek det alsidige
program her.
Bum, det blev efterår ifølge kalenderen og næsten som en tidsindstillet bombe gav bladene sig til at falde af træerne, det er blæst op og lige nu regner det lige så stille udenfor mit vindue. Men hey, det var jo en fantastisk sommer og det bliver da garanteret et smukt efterår. Smukt er det i hvert fald at efterår er lig med spækkede koncertprogrammer på byens spillesteder og de skal blive gransket nøje af denne her lille blogger. En anden glædelig efterårsbebuder er genåbningen af Vegas Ideal Bar som efter en ombygning nu virkelig kan fokusere på at levere spændende koncerter for få penge. Programmet ser allerede rigtig godt ud!
