31. okt. 2012

Gå lige ud og hør her! (2+3 nov)


Alcoholic Faith Mission

Det vælter ikke ligefrem med muligheder i min musikverden denne kommende weekend. Men lidt er også godt, så her kommer tre muligheder forbeholdt det københavnske folk og de der kommer på visit (såsom mine nygifte gode aarhusianske venner, som jeg glæder mig til at gense!). God weekend og god fornøjelse med at lune jer for den rå efterårsvind i spillestedernes varme mørke.

 
Fre 2: LydmorRust kl 21 for 50 kr.
Lydmors elektroniske verden er både kantet og abstrakt og poppet og dansabelt og opleves selvfølgelig bedst live. Lydmor spiller som en ud af tre acts kl 23.

Lør 3: Sleep Party PeopleLoppen kl 21 for 100 kr.
Når det er stille er det virkelig stenet stille, men det er det ikke kun og de er faktisk meget anerkendte for deres liveshows i kaninmaskerne. Selv har jeg endnu ikke oplevet dem...

Lør 3: Alcoholic Faith Mission + Atificial BrothersHuset kl 21 for 150 kr.
Er man til den indiefløj som The Rumour Said Fire og Green Lives bevæger sig i med hang til kor og klap, så finder man mere af det hos Alcoholic Faith Mission. Artificial Brothers tager os med ind i en lidt mere dyster og melankolsk ende af indiespekteret.





29. okt. 2012

Grrrrrizzly Bear

Grizzly Bear (lånt af Soundvenue)
Jeg må erkende, at jeg var noget søndagsramt, da det endelig i går aftes blev tid til koncert med amerikanske Grizzly Bear, som jeg havde glædet mig meget til. Men jeg fik altså en ufortjent belønning for at tage mig sammen og holde mig oprejst! 
Jeg har et svagt minde om at stå en lignende søndag og lytte til det for mig (og åbenbart de fleste andre) dengang ukendte band på et ganske mennesketomt Voxhall. Siden da har jeg været nære venner med deres album Veckatimest og holder for hver gennemlytning mere og mere af deres nyeste album Shields. Vi ankom til Falconer salen og nåede lige at høre de tre sidste numre fra opvarmningsbandet Villagers som på den ene side vakte min interesse, for der var en forunderlig snert Bright Eyes i deres lyd og det er nok til, at jeg skal have lyttet noget mere til dem. Til gengæld var lyden teknisk set miserabel! Og et øjeblik var jeg ret nervøs for, hvordan aftenen dog skulle forløbe. Men uanset om lydmanden enten vågnede fra sit koma eller svinede Villagers for at få Grizzly Bear til lyde bedre eller vi ændrede placering til det bedre, så virkede det til at lyd og rum foldede sig ud, da Grizzly Bear gik på scenen og fyldte salen med deres helt vidunderlige stemmer. Grizzly Bears numre er ikke alle lige lette eller tilgængelige for ikke at sige mærkværdige. Men det var som om, at alt hvad de valgte at spille i løbet af de omkring halvanden time blev vedkommende, nærværende og fængslende flot. Udover et utroligt fint scenelysshow med nogle svævende lanterner, der i min optik lignede græskarhoveder med skiftende ansigtsudtryk, blev hvert eneste nummer interessant bare idet at alle synger og man følger med i de utroligt smukke harmonier. Og så var det dejligt, at det ikke kun handler om skønsang men at Grizzly Bear også kan lyde hårdt, skramlet og uskønt. Bandet var også veloplagte og humoristiske og for selv min søndagslukkede tilstand, var det ret umuligt ikke at blive henført og underholdt hele vejen igennem.   

 

24. okt. 2012

Gå lige ud og hør her! (26+27 okt)

Shiny Darkly

Fre 26: Goldie i Pumpehuset kl 21 for 130 kr.
Her er jeg godt nok lidt ude af mit element, men vis jeg skulle vælge en drum n' bass koncert er denne her legende da et godt sted at starte.

Fre 26: NavneløsKB18 kl 21 for 40 kr.
For de der kan lide det stille og det støjende, det følsomme og det ekspressive. Navneløse er i øvrigt nominerede til lørdagens Underground Music Award.

Lør 27: Shiny DarklyStengade kl 21 for 70 kr.
Shiny Darkly har den der dystre Joy Division lyd der har nerve og temperament og en mærkeligt indlurende virkning (hvis det er et ord....dragende kunne også være ordet!)

Lør 27: Underground Music Awards 2012Bremen kl 21 for 100 kr.
I en uhøjtidelig stemning deles der priser ud til en håndfuld undergrundsbands i alle genrer og der er en lang række koncerter med bl. a. Peaceful James, Paper Tigers og Héro.

Og så kommer der til sidst en anbefaling der starter denne fredag men strækker sig helt til d 3 nov. Det er musik- og lydkunstfestivalen Wundergrund, som præsenterer spændende kunstnere indenfor klassisk, elektronisk og rytmisk musik rundt om i København. Fx optræder Bjørn Svin og Fuzzy sammen på fredag på Glyptoteket og lørdag er det den elektroniske gudmor Else Marie Pade og græshoppen Jacob Kirkegaard der udfordrer hinanden og deres publikum på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncerterne ugen igennem er parret sammen i sæt og koster mellem 50 og 100 kr og kender man ikke navnene fra P3 skal man bare finde sin indre P1 snob frem og finde ud af hvad det vil sige at være lidt finkulturel. Udfordring? Accepteret? God fornøjelse!
Find al den relevante info her på Wundergrunds hjemmeside.


20. okt. 2012

Kitty Wu + The Woken Trees

Kitty Wu

I går lagde Huset i Magstræde / Musikcafeen scene til en koncert med Kitty Wu og som skrevet i mine anbefalinger er det noget tid siden at bandet har figureret på min indre playliste. Men det er absolut noget der skal ændres på. Den lille intime scene var med til at give en følelse af, at vi der var kommet tilhørte nogle særligt indviede, der havde forstået at dedikerede mænd kan lave bidende rock med meget få virkemidler, der stadig går i kødet på en. Kitty Wu formår at balancere meget yndefuldt mellem det introverte og helt minimalistiske udtryk og alligevel sørge for at gøre det nærværende og intenst lige når man frygter at det kunne blive kedeligt. Det er en sjælden kundskab en hel koncert igennem! Kitty Wu har for nyligt udgivet albummet Carrier Pigeons - lyt og læs mere her.

Næsten som en kontrast til det nedbarberede rockbillede var The Woken Trees med som opvarmning. Det 6 mand store orkester startede et tungt godstog fra Sin City og kørte det mørkt, maskinelt og konsekvent igennem deres set. Og personligt synes jeg, at det er fedt, at et ungt rockband lige nu kan kombinere 60'er fornemmelse med massive guitar- og elektroniske støjflader og punkede Sort Sol referencer uden at det betyder læderjakker og smørhår. The Woken Trees skulle efter sigende have deres debutalbum lige på trapperne.

Jeg hapsede Kitty Wu's sanger Robert Lund efter koncerten og stillede ham spørgsmålet; hvordan håber i, at folk oplever jeres koncert?
Robert: Det er faktisk meget enkelt. Vi håber, at folk oplever vores musik som et frirum, en slags parentes i livet, hvor der er mulighed og plads til at opleve det, man har brug for. Det er sådan vi selv har det på scenen. Nogle bruger måske tiden på at afreagere eller mindes osv og jeg er sikker på, at folk har oplevet det vidt forskelligt. Vi vil gerne give folk den pause i tilværelsen.


17. okt. 2012

Gå lige ud og hør det her! (19+20 okt)

Freja Loeb
 
Så hedder det sgu DANSKTOP!
Det er lige gået op for mig, at der kun er danske kunstnere på anbefalingslisten denne uge og det synes jeg da egentlig bare, at vi skal kalde en hyldest! Endnu engang hurra for at der er så meget god og spændende dansk musik og hurra for vores spillesteder som giver dem spilletid og hurra for alle os der går ud og lytter til dem. HURRA! Og her vil jeg også gerne klappe mig selv på skulderen og mene, at der burde være noget for enhver smag. Så afsted afsted!


Fre 19: Freja Loeb i Lille Vega kl 21 for 125 kr.
80'er glamouren og glitteret som Freja disker op med er jeg bare mega meget til falds for, så er det sagt!

Fre 19: Rangleklods i Pumpehuset kl 21 for 140 kr.
Ung elektrokomet der forstår at blande det komplekse elektroniske med pop og analog elementer

Fre 19: Tako LakoLoppen kl 21 for 120 kr.
Crazy balkan/alt muligt cross over som nok kan sætte fut i fredagen

Fre 19: Kitty WuMusikcaféen kl 21 for 130 kr.
Kitty Wu er tilbage på min radar! For 10 år siden var jeg meget tiltrukket af deres dystre og melankolske støjunivers og de er for mig at se et ret overset kapitel i dansk musikhistorie. Om ikke andet så tabte jeg dem selv af syne. Men nu udgiver de igen et album og spiller koncerter, yay!

Fre 19: Ibrahim Electric Jazzhouse kl 23 for 120 kr. (inkl signeret nyt album)
Dansejazz med syrede elementer og bemærk lige den generøse indgangskombi!

Fre 19: Dans & Lær Radar kl 21 for 70 kr. (Aarhus)
Dans & Lær laver elektronisk musik der bygger på samples af fuglekvidder og undervisning om fugle fra 1960'erne. Det er sgu sjovt!

Lør 20: Benji Sedoc Mellemrummet kl 20 for zip
Ung moderne eftertænksom R'n B for den fattige studerende

Lør 20: Bli Glad Loppen kl 21 for 120 kr.
Aarhusiansk livsomfavnende reggae der genopfinder sig selv

Lør 20: Vinnie Who + you.you.you V58 kl 20 for 150 kr. (Aarhus)
Så er der dælme friske fyrer på fadet. Eller....noget mindre jysk formuleret. Det er samlet set både funky og crispy og clubbet så ud og dans kære Aarhus peeps. 

Lør 20: Raveonettes Train kl 21.30 for 210 kr. (Aarhus)
De behøver vel næppe introduktion...?



10. okt. 2012

Gå lige ud og hør det her! (12+13 okt)

Clock Opera
I denne her weekend er der især noget for de opsøgende i København. Betal lidt og få meget konceptet er i spil og det kan man jo kun klappe i de små tykke hænder over! Især en aften i Koncerthuset (som virkelig går til den med lækre arrangementer altså!) virker sælsomt tiltrækkende på mig. Men jeg skal høre Clock Opera og det glæder jeg mig til! Og fredag kan jeg stå bag en bar og lytte til Veto - og det er såmænd også fedt. Men jeg har selv set dem så ofte at de ikke længere får prioritering på anbefalelseslisten. Nu er de da nævnt...

Fre. 12: Mads Björn i Lille Vega kl. 21 for 120 kr.
Jeg er kun først lige ved at få øjnene op for Mads, men mit bud er, at hvis man kan lide den sti som Bon Iver har trådt, så fører Mads Björn os af den og ud i et spændende småelektronisk vildnis.

Fre. 12: MC Einar & Kuntakt Loppen kl. 21 for 70 kr.
Einar er bare så mega sej og denne her blues jazzede genkomst klæder ham!

Fre. 12: Kulturnat
For 90 kroner folder København sig ud med et væld af lækre musikalske tilbud. Fx Nikolaj Nørlund på Hovedbiblioteket, Teaterkoncert med gutterne fra Oh No Ono/When Saints Go Machine og Figurines i Nikolaj Kunsthal og Michael Møller i Trinitatiskirken. Efterfest på Vega. Tjek lige hjemmeside og program ud og find mange flere tilbud.

Lør. 13: Clock Opera i Lille Vega kl. 21 for 130 kr.
Clock Opera var på min liste over anbefalinger til Roskilde og deres koncert levede absolut op til mine forventninger! Jeg er vild med det lidt skabede powerpop der kører i højt tempo og med en masse effekter og så med en stemme der minder lidt om Peter Gabriels.

Lør. 13: Choir of Young Believers i Store Vega kl. 20 for 180 kr.
Åh ak, at de nu spiller den samme lørdag (jeg befinder mig i Lille Vega), men de skal anbefales alligevel. Jeg sagde det i sidste uge; de

Lør. 13: Mixtune for Cully Atlas kl. 21 for 30 kr. (Aarhus)
Mixtune for Cully fejrer pladerelease og det bliver en aften med blød og varm indiefolk stemning, hvis man lader sig indhylle i Aage Hedensteds dybe stemme. 

Lør. 13: Sound of Copenhagen i Koncerthusets studie 1 kl. 21 for 220 kr.
Le Gammeltoft og Simon Jul præsenterer en god slat af de artister der har været med på Sound of Copenhagen udgivelserne - bl.a Vinnie Who, Michael Simpson, Shanghai og Troels Abrahamsen. Og så er der selvfølgelig efterfest.


(Woow mand, Bowie går igen her! Men det er sgu fedt, Shanghai!)

9. okt. 2012

TM Hunter

Therese og Michael Fischerson / TM Hunter


På denne helt gennemført almindelige og regnfulde tirsdag var jeg til release med duoen TM Hunter, der gik på scenen med 5 andre musikere for at fejre udgivelsen af deres 5 numre lange EP "La Porte". Stemningen var næsten lidt højtidelig i det gamle Radiohus' studie 3 (ikke mindst hos mig selv som aldrig har været på det fine historiske sted før) og det viste sig at matche det nyskabte mini-album rigtig godt. Første udspil fra EP'en var nummeret "Mon Chat Est Mort", som bevæger sig et eller andet sted imellem en murder ballad af Nick Cave sunget af Tori Amos og soundtracket fra et fransk filmdrama - og resten af TM Hunters numre følger godt efter i spændt dramatik der får mig til at skærpe sanserne og lytte efter. Den dramatiske vibe kommer både til udtryk i Thereses klokkeklare røst og harpespil og de forløsende energiudladninger på guitar, klaver og trommer og sammenlagt får de det til at gippe i mig. TM Hunter ville klæde en moderne udgave af en mørk og røgfyldt pariserbar, hvor der er plads til kunstneren, den sentimentale tristesse og skønheden. Men i første omgang er der heldigvis også en plads til dem på Stengade den 17 november, hvor de spiller sammen med Dad Rocks! Det bliver en fantastisk aften!!

"La Porte" kan købes her hos father Figure records




3. okt. 2012

Gå lige ud og hør det her! (5+6 okt og så lige lidt til)

Choir of Young Believers

I denne weekend er der endelig seje muligheder for både københavnerne og aarhusianerne på min liste. Det er overordnet set en række etablerede navne, så det er også temmelig etablerede priser. Men hey, når man får noget for pengene er det jo helt okay at smide lidt efter bands og spillesteder.

Fre 5: Cold Specks på Vega kl 21 for 150 kr.
Jeg anbefalede også Cold Specks til årets Roskildeguide og jeg håber inderligt, at der kommer 1400 heldige sjæle og lægger ører til hendes bløde og kraftfulde stemme og rørende folk/soul melodier.

Fre 5: Michael Møller på Atlas (Aarhus) kl 21 for 130 kr.
Stemmen fra mine gamle favoritter Moi Caprice spiller under sit eget navn melankolsk og ærlig pop der får en til at lytte og smile.

Fre 5: Choir Of Young Believers på Radar (Aarhus) kl 21 for 140 kr.
Det nye album fra COYB er mega fedt og bestemt på min album topti og jeg ville NYDE at se dem optræde!!

Fre 5: The Eclectric Moniker på Train (Aarhus) kl 21 for 100 kr.
Endnu et band jeg har beskrevet tidligere, nemlig fra årets Trailerpark. En anderledes festlig aften med et band der ved hvad de laver.

Lør 6: James Murphy i Koncertsalen kl 21 for 270 kr. (få billetter tilbage!)
Manden bag det mega festlige og dansable LCD Soundsystem er i Danmark i anledning af CPH:DOX. Der vises først en dokumentar om det hedengangne band og kl 24 dj'er James Murphy som en del af en større natte fest i DR's lokaler. Sejt!

Lør 6: Android Orchestra release på Rust kl 23 for 50 kr. (opvarmning med Vintertur kl 22)
Det københavnske orkester luner vores efterårsgennemblæste kroppe igennem med melodisk, fængende og festlig elektropop.

Lør 6: Reptile Youth på Voxhall (Aarhus) kl 21 for 150 kr.
Jeg har igen sagt det før; Reptile Youth leverer et vældig mindeværdigt live show og det er umuligt ikke at blive grebet af energi og beat.



Udover de ovennævnte tips er der et par events der er værd at slå et slag for. Rock n' Charity er et tour event startet af bandet A Road to Damaskus som har været Danmark rundt og spille sammen med bandet Siamese Fighting Fish for at samle penge ind til Børnecancerfonden. De slutter i weekenden touren af i København på henholdsvis Rust og KB18. Følg linket og læs mere om det seje initiativ.


Og så et snigkig ind i næste uge også. Tirsdag d. 9 oktober holder duoen og ægteparret TM Hunter releasekoncert/fest for deres nye EP kl. cirka 19.30 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg. De spiller fin og smuk, frankofil alternativ pop og jeg er meget spændt på at opleve deres musik live. Find ud af mere om eventet på Facebook.