28. dec. 2012

2012 ifølge MusikLarm

Pigegardemusik som det en dag kom til udtryk på Nørrebro
Nu er året sørme snart slut (allerede uarggh!!) og det inviterer jo til et tilbageblik på de mange gode musikoplevelser, som jeg har haft igennem MusikLarms første år. Det har i hvert fald været et år der har været rigt på spændende små og store festivaler og proppede koncertkalendere hos spillestederne. Som regel ser jeg en rigtig god opbakning til de forskellige koncerter, så hvis musikbranchen er i krise, ses det heldigvis ikke derude hvor musikken opleves live. 

Et af mine højdepunkter er det altid humoristiske og glædelige møde med Rufus Wainwright, som jeg både fik oplevet i Falkoner og til Melt! Festival. At se Rufus er som at se en gammel savnet ven igen og det er en fantastisk oplevelse! 

 

Det var også et både underholdende og festligt gensyn i Pumpehuset da Bob Hund spillede der i juni. Med dem er der helt klart tale om valuta for pengene. Og her er en af de gamle klassikere der også bevidner hvor komplet gakket og genial Thomas Öberg er som frontfigur.

 

Det var en helt magisk oplevelse at stå i Falkoner igen senere på året og lytte til Grizzly Bear som med deres vidunderlige vokalharmonier og smukke, dragende melodier skabte deres eget særlige univers, som vi fik lov at være en del af.
  


Over sommeren var det som altid en fornøjelse at besøge nogle af alle de utroligt seje og kreative musikfestivaler som vi både har herhjemme og som der findes udenfor landegrænserne. Det kan kun anbefales at finde de der appellerer til din smag og interesse og støtte op om de gode initiativer og den frivillige iværksætterånd, som får de mest fantastiske musikbegivenheder på benene. Jeg var særligt begejstret for Pavillion scenen på Roskilde Festival der serverede enormt gode koncerter med nye personlige favoritter som Helsinki Poetry, Team Me, Clock Opera og Cold Specks. Northside Festival i Aarhus gav mig bl.a. Bombay Bicycle Club og Little Dragon og på Melt! i Tyskland var det bands som Yeasayer, Elektro Guzzi, WhoMadeWho (som også leverede et af årets højdepunkter på Vega for nyligt) og Zola Jesus der gjorde turen til en fest selvom det var lige ovenpå en hektisk Roskilde Festival. Casiokids og The Eclectric Moniker peppede Trailerpark op for mit vedkommende og da Crunchy Frog holdt en slags éndagsfestival/labelnight i december var det særligt Shiny Darkly, Thee Attacks og Beta Satan der gjorde en kold vinteraften varm igen.




Alt det her var blot et udpluk af mit personlige oplevelseskatalog og når nu 2013 snart begynder, begynder også jagten på flere nye musikoplevelser og jeg ved allerede at der venter mange seje koncerter forude! Jeg glæder mig fx til at mageløse Conor Oberst kommer til København i januar og spiller på Bremen og til at Frost Festival sætter kulør på den grå danske vinter med deres månedlange festival, der får os ud og se usædvanlige bands på usædvanlige spillesteder. Der vil uden tvivl være noget for enhver nysgerrig smag og indtil videre har jeg set mig varm på de kommende koncerter med Cancer, Mariam The Believer, The Late Great Fitzcaraldos og føromtalte Elektro Guzzi. Der er meget meget mere at opdage i Frost programmet og der vil også komme mere om det fra denne her kant i det nye år. Følg indtil da med på deres hjemmeside her.


Det har altså været et begivenhedsrigt og spændende musikår på rigtig mange måder og der har været utroligt mange dejlige og mindeværdige stunder med dejlige mennesker. Men året slutter desværre også med en tragedie. Bloggeren bag Rockville, Henrik Nilsson, døde i december som følge af et trafikuheld. Det er ufatteligt trist og jeg tænker meget på hans nærmeste som ikke længere har den hengivne og søde mand, far og ven som Henrik var. Musikmæssigt var Henrik en stor inspiration med en vidtrækkende viden og interesse for musik og hans blog er en skattekiste af musikalske opdagelser. Til hans minde og til alle andre derude er der her til sidst Beach House og deres smukke nummer 'New Year' - med mit ønske om et godt nytår og et 2013 med fred, glæde, skønhed og musik.




 

19. dec. 2012

Gå lige ud og hør her! (21+22 dec)

Thomas Dybdahl

Fre. 21: The Sandmen i Store Vega kl 21 for 160 kr. (få billetter)
Når der bliver spillet '5 Minutes Past Loneliness' på fredag, så er jeg 10 år igen og rocker ud med min far, som jeg delte upåklagelig god musiksmag med. Nostalgiaften med et band der burde have været et af de helt store i dansk musik.

Fre. 21: Verdens Undergang specialStengade fra kl 18 for 0 kr.
Der findes en del fester med dette tema rundt om i København fredag, men på Stengade gør de det til 5 unge bands (sidste?) mulighed for komme på scenen og der bliver serveret indenfor vidt forskellige genrer.

Lør. 22: Thomas Dybdahl i Store Vega kl 21 for 250 kr. (få billetter)
Når det er midt i December er der julepynt og lys overalt, stress, dårlig mave og Thomas Dybdahl på Vega. Det er næsten helt sikkert. Og noget sætter jeg mere pris på end andet. Alle julecroonerne kan i hvert fald skride langt væk, når man kan fejre julens komme i Thomas' varme omfavnelse.  

Lør. 22: Nelson Can + support på Rust kl 23 for 60 kr.
Pigerne i Nelson Can spiller en form for poppunk der både får smil og dansemooves frem i folk. De har haft et ret sejt år og det skal nok fortsætte for dem, så slut året af dem og sig at i så dem før de blev store.

Og igen sniger der sig en torsdag ind i anbefalingerne, for det her lyder virkelig fedt i mine ører. Hvis man er så heldig at have juleferie nu (i modsætning til mig), så tag da lige og fejr det på Loppen!
Tors. 20: Nikolaj Nørlund + Maskinvåd og aftershow med P6 dj's på Loppen kl 21 for 150 kr.



16. dec. 2012

WhoMadeWho - you made me happy!

Spot Tomas Høffding på tur igennem publikum
 
Selvom en koncert høres fra bag baren kan man stadig få en aldeles glimrende oplevelse ud af det. Det hjælper selvfølgelig at have en kollega, der tolererer, at man pludselig spunser afsted for at komme ud og danse med det øvrige publikum, optage videoer og hoppe rundt. "Er du ikke på arbejde?", blev jeg spurgt et par gange af overraskede gæster der måtte finde sig i, at jeg masede mig ind foran dem på balkonen for at optage det ene nummer efter det andet. Og jojo selvfølgelig. Men sætter i ikke bare helt vildt meget pris på en bartender, der nyder koncerten lige så meget som jer? Det så sådan ud på folk der smilede anerkendende af, at jeg hoppede i baren og sang med imens fadøllene blev skænket. Elsker at arbejde i bar på en aften som igår!

Drengene i WhoMadeWho var lige så oplagte som de plejer og de gav den nok også lige en tand mere i anledning af dette værende deres sidste koncert i år. Det er mærkværdigt med dem, for de behøver i virkeligheden ikke at gøre ret meget for at få folk med. Det er egentlig nok, at de vimser lidt rundt og peger på publikum i ny og næ. Men når så bassist Tomas Høffding skiftevis er nede og gå blandt publikum, lægger sig på scenen, rager på guitarist Jeppe Kjellberg, sætter sig på monitoren og synger og slutter af med at smide instrumenterne ud til publikum, så får de folk til at smide tøjet og hoppe skrigende rundt, som om det var deres sidste aften inden den kommende dommedag. Og helt ærligt, hvis Barfod, Høffding og Kjellberg er den sidste koncert vi måtte opleve inden vores endeligt, så er jeg sgu ret lykkelig for at have fået det med!




   
 Og så skal det absurd vilde lys- og billedshow også lige have props med på vejen. På bagtæppet var en kæmpe hvid plade hængt op og den viste showet igennem et græsk/romersk hoved i 3D der blev bygget op fra skitserende streger over marmor, bronze osv for at blive nedbrudt som var det af et organisk materiale og så genopstå til sidst i et digitaliseret udtryk. Og ligesom hovedet gennemgik lysshowet også en progression der blev vildere og vildere og kulminerede i den totale farvestrålende discofest. WhoMadeWho var på alle måder gennemførte og geniale. Hurra!
 

13. dec. 2012

Gå lige ud og hør her! (14+15 dec)

Tudsegammelt
Der er julefrokoster og kummefryserkolde nætter til hinder for at komme ud for tiden, men der er nu stadig mange gode koncerttilbud tilbage i år. Så hvis man vil have en pause fra Wham og resten af juletraverne, så er der her lidt forslag til adspredelse. Og husk at passe på jer selv ude i kulden! Alkohol, is, høje hæle, cykler osv er ikke til at spøge med og slet ikke lige for tiden. Men kom afsted i det fornuftige gear og hyg jer helt vildt!

Fre. 14: Dark Dark Dark i Lille Vega kl 20 for 150 kr.
Hvis man som mig er til markante kvindestemmer med fortællinger på hjertet a la Fiona, Tori, Martha og Feist (og hey, kvinder med klaver viser tendensen også), så vil man sandsynligvis nyde det eventyrlige og sælsomme univers i Dark Dark Dark.

Fre.14: Mixtune for Cully + Young DinosaurHeadQuarters (Aarhus) kl 20 for 0 kr.
Det er en erfaren 'rotte' og nogle talentfulde debutanter der bakker hinanden op denne aften. Det bliver noget i retning af varm, faderlig indsigt overfor ung legesyg naivitet - agtigt. Og det bliver høj kvali for ingen penge overhovedet. 

Lør. 15: Whomadewho i Store Vega kl 22 for 180 kr.
Jeg behøver vist ikke gentage mig selv alt for meget. Whomadewho er fantastiske og de leverer!! (Og jeg glæder mig)

Lør. 15: TudsegammeltLoppen kl 22 for 70 kr.
Nogle ret så gæve sønderjyder har lavet det her fantastiske hiphop orkester som med tuba, scratch og seler sætter liv i kludene hos enhver. Jeg så dem til Start Festival og mand, det var en fest man ikke bør snyde sig selv for! Billigt sluppet tilmed.

Lør. 15: Cæcilie Overgaard, Folkeklubben og IndiansMusikcafeen kl 21 for 50 kr.
I Red Barnet Ungdoms gode tjeneste og til deres velfortjente fordel kan man på Huset opleve tre meget forskellige bands, der spænder over elektroniske lydbilleder til dansksjælet folkrock og stjernebeskuende skrøbelig elektronisk pop.





4. dec. 2012

Gå lige ud og hør her! (7+8 dec)

 CRUNCHY CHRISTMAS 2012

Det her indlæg kunne næsten lige så godt have en anden overskrift, for det er nok første gang at jeg kun har to anbefalinger med. Til gengæld kan de ikke blive mere forskellige og de er ret fænomenale på hver deres måde. Så alle i nærheden af Kbh har en isglitrende fremragende weekend i vente. Jeg må indrømme, at jeg selv glæder mig voldsomt til lørdagens rock marathon på Pumpehuset, som også bliver til en julefrokost med mine mest trofaste og inkarnerede rockelskende damer. Så kan det altså fryse ad helvede til - så længe der er Gyldne Damer, varme smil og svedig rockmusik! 
(corny but true)  

Fre 7: Peter Hook DJset (+ Djuna Barnes og Esben Weile Kjær) på Rust fra kl 23 for 80 kr.
Bassisten fra Joy Division og New Order fungerer til min uvidenhed som DJ og gæster i aften Rust på Nørrebro. Aftenen handler ifølge Peter Hook selv om de sidste 30 års "indie flavoured dance" og at dømme ud fra hvad manden repræsenterer, så kan det blive ret interessant for festgenet i folk som mig, der ikke er decideret forelskede i DJ's normalt.

Lør 8: Crunchy ChristmasPumpehuset fra kl 19.30 for 150 kr.
Det er uden tvivl den sprødeste julegavefest pladeselskabet Crunchy Frog disker op med, når de præsenterer en bred vifte af deres ultra seje og ultra hippe bands denne lørdag aften! Som en anden tour de force igennem dansk musikhistorie kan man både blive genforenet med gamle yndlingstosser som Powersolo, Beta Satan og The Tremolo Beer Gut, føres tilbage til mere simple tider med Snake & Jets Amazing Bullet Band og Lars and the Hands of Light og endeligt blive grundigt introduceret for arvtagere som Shiny Darkly og Thee Attacks (hvis man da ikke allerede er gamle venner med dem også). Det er ikke engang det fulde lineup som jeg får nævnt her, så tjek hele balladen ud og lyt til det hele lige her og køb så billet til dig og dine venner - første øl er endda med i prisen, så de fattige røvhuller kan også være med! Glædelig jul siger jeg bare!!








28. nov. 2012

Gå lige ud og hør her! (30+1 dec)

Ring Them Bells

Noget af det spændende og utrolige ved en rigtig koncertoplevelse er, at man både kan få forstærket de følelser og stemninger man allerede er i og man kan også få vendt en stemning eller en tilstand på hovedet og komme genfødt videre. Men noget af det bedste er efter min mening, når musik på overrumplende vis kan løfte en helt ud af sin egen krop og tankevirvar og man bliver flyttet til no worries land, hvor musikken overtager og fylder det hele for et øjeblik. Jeg kunne godt bruge sådan en mental pause og bare blive hentet med af en brusende musikstrøm, som jeg kan blive smidt helt renset ud af igen. Det er store og temmelig urimelige forventninger at have på forhånd men man skylder sig selv at være åben og modtagelig overfor muligheden hver gang man stiller sig op i mørket foran scenen. Også selvom det som så mange andre fix er midlertidigt. 

Fre 30: Søren HussVega kl 20 for 220 kr.
Det er blevet en intens oplevelse at se Søren Huss på scenen. Efter første solo udgivelse var atmosfæren til hans koncerter uforlignelig og jeg tør satse på, at man stadig kan få nervepirrende nærvær og tankevækkende musik fra manden med noget på hjertet.

Fre 30: Martha Wainwright i Amager Bio kl 21 for 260 kr.
Martha er en af de sejeste damer når man søger udlad for bristede illusioner, frustreret mandehad og et på alle måder forsmået kærlighedsliv. Og så er hun karismatisk og en fantastisk sangerinde! Hendes bror Rufus kunne dukke op, hvis man er afskyeligt heldig, for han er i Danmark på samme tid...
 
Fre 30: Ring Them BellsBeta kl 21 for 75 kr.
De her erfarne gutter spiller tilgængelig og lidt...kan man kalde det følelsesbetonet støjrock med personlighed, der godt kan vække Psyched Up Janis lidt til live i erindringen.

Lør 1: Asbjørn + Sofie ViemoseStengade kl 21 for 80 kr.
Det er ungt, poppet, androgynt og fyldt med selvtillid og ambitioner diy style. Men der er også kommet et lidt genert og længselsfuldt strejf over Asbjørn, som klæder ham godt. Sofie er til gengæld helt low key og chillet pige med laptop (som må være pendant til dreng med guitar efterhånden).

Lør 1: One-Eyed MuleVega kl 21 for 130 kr.
Americana folk som man ikke går helt galt med, hvis man gerne vil behage sit behov for både roadtrip forestillings-getaway og koncerten hvor man stadig kan være social og sludre over øllerne. 



21. nov. 2012

Gå lige ud og hør her! (23+24 nov)

Thee Attacks
Jeg er bestemt ikke den eneste, der er lidt øm overfor drenge med guitarer, så der er da en ganske rimelig chance for, at der er mange som bliver glade for weekendens fortrinlige muligheder for at nyde synet (og nå ja lyden) af disse dejlige skabninger. Der er både det rå, det retro, det kunstfærdige, det smukke, det eftertænksomme, det eksperimenterende. Og det bedste er, at der er frit valg for at putte alle de ovenstående prædikater på samtlige bands alt efter personlig smag og temperament.
 Og så er der for anden gang den lille afstikker, at der på torsdag er mulighed for at se seje Helsinki Poetry og det er jeg altså også nødt til at anbefale for anden gang. Det er på Loppen kl 21 for 80 kr og det er dermed prikken over i'et for dejlige danske drenge med guitarer. 
Værsgo at nyde piger OG drenge!

Fre 23: Maskinvåd i Idealbar kl 20 for 70 kr (inkl en øl)
Der er gang i et ganske charmerende og spøjst rock/lyrik miks hos Maskinvåd, der både leder mine tanker hen på 80'ernes Kliche og 00'ernes Sterling - og det er ikke skidt!

Fre 23: Thee Attacks + Shiny DarklyRadar (Aarhus) kl 21 for 90 kr.
Ung ambitiøs rock til det aarhusianske folk. Der er både energisk sex, drugs & rock n' roll optræden og sammenbidt intensitet på samme aften. Phew!

Lør 24: Tribute 1982Huset kl 21 for 60 kr.
Dette er nok mere en fest end en decideret koncert måske, men der spilles i aften variationer af alt det fedeste new wave, synth pop og post punk fra 1982 (fedt!) og værende mit fødselsår må det naturligvis høre med til anbefalingerne.

Lør 24: The Rumour Said Fire + The New SpringVoxhall (Aarhus) kl 21 for 160 kr.
De er sgu nogle dygtige drenge hele vejen rundt, der forstår at skabe melodier med masser af sjæl og stemning. Og mandekor....elsker altså de der mandekor.






14. nov. 2012

Gå lige ud og hør her! (16+17 nov)

Father John Misty

For dælan hvor ville jeg gerne proppe det her indlæg med musikvideoer, for der er altså kræs til os denne weekend og der er ikke noget af det, som er helt okay at gå glip af. For mit vedkommende starter julefrokosterne nu, så det sætter lidt en kæp i hjulet....eller en tør kvist, for man kan da altid forsøge at kombinere. Det er jo utroligt populært at være halvt tilstede, ikk. 
Jeg håber, at der er en hel masse andre derude, der har masser af koncerttid tilovers og får nydt noget af den skønne musik! Vi ses derude.


Fre 16: Father John Misty i Pumpehuset kl 22 for 160 kr.
Den forhenværende trommeslager i Fleet Foxes er fortsat solo i det sjælesøgende americana folk spor og det fryder ørerne og sjælen. (se videoer via linket)

Fre 16: Mermonte + With No Arms and LegsHuset kl 21 for 60 kr.
Der er 10 mand på scenen, når franske Mermonte spiller alverdens finurligt indenfor det brede spekter der er indiemusik. 

Fre 16: Jonathan Johansson + Whomadewho Train kl 21.30 for 140 kr.
Det er uhørt fedt! Tænk at høre svenskerlicious pop først og så få blæst knoppen af med danskerdisco bagefter for én billets pris!! Jarmen, det er da en lykkens dag for det aarhusianske folk.

Lør 17: Twin ShadowVega kl 21 for 180 kr.
Det bliver næsten ikke mere dybfølt 80'er adventure soundtrack agtigt og hvor er det cool! Med passende movember overskæg og det hele.

Lør 17: Dad Rocks! + TM HunterStengade kl 21 for 70 kr.
Det er et par darlings fra denne blog der danner joint forces og giver det utilpassede Nørrebro en smuk og vedkommende aften. Gå ikke glip af det! (gå evt lidt tilbage i arkiverne og tjek tidligere indlæg om de to fantastiske bands)
  


31. okt. 2012

Gå lige ud og hør her! (2+3 nov)


Alcoholic Faith Mission

Det vælter ikke ligefrem med muligheder i min musikverden denne kommende weekend. Men lidt er også godt, så her kommer tre muligheder forbeholdt det københavnske folk og de der kommer på visit (såsom mine nygifte gode aarhusianske venner, som jeg glæder mig til at gense!). God weekend og god fornøjelse med at lune jer for den rå efterårsvind i spillestedernes varme mørke.

 
Fre 2: LydmorRust kl 21 for 50 kr.
Lydmors elektroniske verden er både kantet og abstrakt og poppet og dansabelt og opleves selvfølgelig bedst live. Lydmor spiller som en ud af tre acts kl 23.

Lør 3: Sleep Party PeopleLoppen kl 21 for 100 kr.
Når det er stille er det virkelig stenet stille, men det er det ikke kun og de er faktisk meget anerkendte for deres liveshows i kaninmaskerne. Selv har jeg endnu ikke oplevet dem...

Lør 3: Alcoholic Faith Mission + Atificial BrothersHuset kl 21 for 150 kr.
Er man til den indiefløj som The Rumour Said Fire og Green Lives bevæger sig i med hang til kor og klap, så finder man mere af det hos Alcoholic Faith Mission. Artificial Brothers tager os med ind i en lidt mere dyster og melankolsk ende af indiespekteret.





29. okt. 2012

Grrrrrizzly Bear

Grizzly Bear (lånt af Soundvenue)
Jeg må erkende, at jeg var noget søndagsramt, da det endelig i går aftes blev tid til koncert med amerikanske Grizzly Bear, som jeg havde glædet mig meget til. Men jeg fik altså en ufortjent belønning for at tage mig sammen og holde mig oprejst! 
Jeg har et svagt minde om at stå en lignende søndag og lytte til det for mig (og åbenbart de fleste andre) dengang ukendte band på et ganske mennesketomt Voxhall. Siden da har jeg været nære venner med deres album Veckatimest og holder for hver gennemlytning mere og mere af deres nyeste album Shields. Vi ankom til Falconer salen og nåede lige at høre de tre sidste numre fra opvarmningsbandet Villagers som på den ene side vakte min interesse, for der var en forunderlig snert Bright Eyes i deres lyd og det er nok til, at jeg skal have lyttet noget mere til dem. Til gengæld var lyden teknisk set miserabel! Og et øjeblik var jeg ret nervøs for, hvordan aftenen dog skulle forløbe. Men uanset om lydmanden enten vågnede fra sit koma eller svinede Villagers for at få Grizzly Bear til lyde bedre eller vi ændrede placering til det bedre, så virkede det til at lyd og rum foldede sig ud, da Grizzly Bear gik på scenen og fyldte salen med deres helt vidunderlige stemmer. Grizzly Bears numre er ikke alle lige lette eller tilgængelige for ikke at sige mærkværdige. Men det var som om, at alt hvad de valgte at spille i løbet af de omkring halvanden time blev vedkommende, nærværende og fængslende flot. Udover et utroligt fint scenelysshow med nogle svævende lanterner, der i min optik lignede græskarhoveder med skiftende ansigtsudtryk, blev hvert eneste nummer interessant bare idet at alle synger og man følger med i de utroligt smukke harmonier. Og så var det dejligt, at det ikke kun handler om skønsang men at Grizzly Bear også kan lyde hårdt, skramlet og uskønt. Bandet var også veloplagte og humoristiske og for selv min søndagslukkede tilstand, var det ret umuligt ikke at blive henført og underholdt hele vejen igennem.   

 

24. okt. 2012

Gå lige ud og hør her! (26+27 okt)

Shiny Darkly

Fre 26: Goldie i Pumpehuset kl 21 for 130 kr.
Her er jeg godt nok lidt ude af mit element, men vis jeg skulle vælge en drum n' bass koncert er denne her legende da et godt sted at starte.

Fre 26: NavneløsKB18 kl 21 for 40 kr.
For de der kan lide det stille og det støjende, det følsomme og det ekspressive. Navneløse er i øvrigt nominerede til lørdagens Underground Music Award.

Lør 27: Shiny DarklyStengade kl 21 for 70 kr.
Shiny Darkly har den der dystre Joy Division lyd der har nerve og temperament og en mærkeligt indlurende virkning (hvis det er et ord....dragende kunne også være ordet!)

Lør 27: Underground Music Awards 2012Bremen kl 21 for 100 kr.
I en uhøjtidelig stemning deles der priser ud til en håndfuld undergrundsbands i alle genrer og der er en lang række koncerter med bl. a. Peaceful James, Paper Tigers og Héro.

Og så kommer der til sidst en anbefaling der starter denne fredag men strækker sig helt til d 3 nov. Det er musik- og lydkunstfestivalen Wundergrund, som præsenterer spændende kunstnere indenfor klassisk, elektronisk og rytmisk musik rundt om i København. Fx optræder Bjørn Svin og Fuzzy sammen på fredag på Glyptoteket og lørdag er det den elektroniske gudmor Else Marie Pade og græshoppen Jacob Kirkegaard der udfordrer hinanden og deres publikum på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncerterne ugen igennem er parret sammen i sæt og koster mellem 50 og 100 kr og kender man ikke navnene fra P3 skal man bare finde sin indre P1 snob frem og finde ud af hvad det vil sige at være lidt finkulturel. Udfordring? Accepteret? God fornøjelse!
Find al den relevante info her på Wundergrunds hjemmeside.


20. okt. 2012

Kitty Wu + The Woken Trees

Kitty Wu

I går lagde Huset i Magstræde / Musikcafeen scene til en koncert med Kitty Wu og som skrevet i mine anbefalinger er det noget tid siden at bandet har figureret på min indre playliste. Men det er absolut noget der skal ændres på. Den lille intime scene var med til at give en følelse af, at vi der var kommet tilhørte nogle særligt indviede, der havde forstået at dedikerede mænd kan lave bidende rock med meget få virkemidler, der stadig går i kødet på en. Kitty Wu formår at balancere meget yndefuldt mellem det introverte og helt minimalistiske udtryk og alligevel sørge for at gøre det nærværende og intenst lige når man frygter at det kunne blive kedeligt. Det er en sjælden kundskab en hel koncert igennem! Kitty Wu har for nyligt udgivet albummet Carrier Pigeons - lyt og læs mere her.

Næsten som en kontrast til det nedbarberede rockbillede var The Woken Trees med som opvarmning. Det 6 mand store orkester startede et tungt godstog fra Sin City og kørte det mørkt, maskinelt og konsekvent igennem deres set. Og personligt synes jeg, at det er fedt, at et ungt rockband lige nu kan kombinere 60'er fornemmelse med massive guitar- og elektroniske støjflader og punkede Sort Sol referencer uden at det betyder læderjakker og smørhår. The Woken Trees skulle efter sigende have deres debutalbum lige på trapperne.

Jeg hapsede Kitty Wu's sanger Robert Lund efter koncerten og stillede ham spørgsmålet; hvordan håber i, at folk oplever jeres koncert?
Robert: Det er faktisk meget enkelt. Vi håber, at folk oplever vores musik som et frirum, en slags parentes i livet, hvor der er mulighed og plads til at opleve det, man har brug for. Det er sådan vi selv har det på scenen. Nogle bruger måske tiden på at afreagere eller mindes osv og jeg er sikker på, at folk har oplevet det vidt forskelligt. Vi vil gerne give folk den pause i tilværelsen.


17. okt. 2012

Gå lige ud og hør det her! (19+20 okt)

Freja Loeb
 
Så hedder det sgu DANSKTOP!
Det er lige gået op for mig, at der kun er danske kunstnere på anbefalingslisten denne uge og det synes jeg da egentlig bare, at vi skal kalde en hyldest! Endnu engang hurra for at der er så meget god og spændende dansk musik og hurra for vores spillesteder som giver dem spilletid og hurra for alle os der går ud og lytter til dem. HURRA! Og her vil jeg også gerne klappe mig selv på skulderen og mene, at der burde være noget for enhver smag. Så afsted afsted!


Fre 19: Freja Loeb i Lille Vega kl 21 for 125 kr.
80'er glamouren og glitteret som Freja disker op med er jeg bare mega meget til falds for, så er det sagt!

Fre 19: Rangleklods i Pumpehuset kl 21 for 140 kr.
Ung elektrokomet der forstår at blande det komplekse elektroniske med pop og analog elementer

Fre 19: Tako LakoLoppen kl 21 for 120 kr.
Crazy balkan/alt muligt cross over som nok kan sætte fut i fredagen

Fre 19: Kitty WuMusikcaféen kl 21 for 130 kr.
Kitty Wu er tilbage på min radar! For 10 år siden var jeg meget tiltrukket af deres dystre og melankolske støjunivers og de er for mig at se et ret overset kapitel i dansk musikhistorie. Om ikke andet så tabte jeg dem selv af syne. Men nu udgiver de igen et album og spiller koncerter, yay!

Fre 19: Ibrahim Electric Jazzhouse kl 23 for 120 kr. (inkl signeret nyt album)
Dansejazz med syrede elementer og bemærk lige den generøse indgangskombi!

Fre 19: Dans & Lær Radar kl 21 for 70 kr. (Aarhus)
Dans & Lær laver elektronisk musik der bygger på samples af fuglekvidder og undervisning om fugle fra 1960'erne. Det er sgu sjovt!

Lør 20: Benji Sedoc Mellemrummet kl 20 for zip
Ung moderne eftertænksom R'n B for den fattige studerende

Lør 20: Bli Glad Loppen kl 21 for 120 kr.
Aarhusiansk livsomfavnende reggae der genopfinder sig selv

Lør 20: Vinnie Who + you.you.you V58 kl 20 for 150 kr. (Aarhus)
Så er der dælme friske fyrer på fadet. Eller....noget mindre jysk formuleret. Det er samlet set både funky og crispy og clubbet så ud og dans kære Aarhus peeps. 

Lør 20: Raveonettes Train kl 21.30 for 210 kr. (Aarhus)
De behøver vel næppe introduktion...?



10. okt. 2012

Gå lige ud og hør det her! (12+13 okt)

Clock Opera
I denne her weekend er der især noget for de opsøgende i København. Betal lidt og få meget konceptet er i spil og det kan man jo kun klappe i de små tykke hænder over! Især en aften i Koncerthuset (som virkelig går til den med lækre arrangementer altså!) virker sælsomt tiltrækkende på mig. Men jeg skal høre Clock Opera og det glæder jeg mig til! Og fredag kan jeg stå bag en bar og lytte til Veto - og det er såmænd også fedt. Men jeg har selv set dem så ofte at de ikke længere får prioritering på anbefalelseslisten. Nu er de da nævnt...

Fre. 12: Mads Björn i Lille Vega kl. 21 for 120 kr.
Jeg er kun først lige ved at få øjnene op for Mads, men mit bud er, at hvis man kan lide den sti som Bon Iver har trådt, så fører Mads Björn os af den og ud i et spændende småelektronisk vildnis.

Fre. 12: MC Einar & Kuntakt Loppen kl. 21 for 70 kr.
Einar er bare så mega sej og denne her blues jazzede genkomst klæder ham!

Fre. 12: Kulturnat
For 90 kroner folder København sig ud med et væld af lækre musikalske tilbud. Fx Nikolaj Nørlund på Hovedbiblioteket, Teaterkoncert med gutterne fra Oh No Ono/When Saints Go Machine og Figurines i Nikolaj Kunsthal og Michael Møller i Trinitatiskirken. Efterfest på Vega. Tjek lige hjemmeside og program ud og find mange flere tilbud.

Lør. 13: Clock Opera i Lille Vega kl. 21 for 130 kr.
Clock Opera var på min liste over anbefalinger til Roskilde og deres koncert levede absolut op til mine forventninger! Jeg er vild med det lidt skabede powerpop der kører i højt tempo og med en masse effekter og så med en stemme der minder lidt om Peter Gabriels.

Lør. 13: Choir of Young Believers i Store Vega kl. 20 for 180 kr.
Åh ak, at de nu spiller den samme lørdag (jeg befinder mig i Lille Vega), men de skal anbefales alligevel. Jeg sagde det i sidste uge; de

Lør. 13: Mixtune for Cully Atlas kl. 21 for 30 kr. (Aarhus)
Mixtune for Cully fejrer pladerelease og det bliver en aften med blød og varm indiefolk stemning, hvis man lader sig indhylle i Aage Hedensteds dybe stemme. 

Lør. 13: Sound of Copenhagen i Koncerthusets studie 1 kl. 21 for 220 kr.
Le Gammeltoft og Simon Jul præsenterer en god slat af de artister der har været med på Sound of Copenhagen udgivelserne - bl.a Vinnie Who, Michael Simpson, Shanghai og Troels Abrahamsen. Og så er der selvfølgelig efterfest.


(Woow mand, Bowie går igen her! Men det er sgu fedt, Shanghai!)

9. okt. 2012

TM Hunter

Therese og Michael Fischerson / TM Hunter


På denne helt gennemført almindelige og regnfulde tirsdag var jeg til release med duoen TM Hunter, der gik på scenen med 5 andre musikere for at fejre udgivelsen af deres 5 numre lange EP "La Porte". Stemningen var næsten lidt højtidelig i det gamle Radiohus' studie 3 (ikke mindst hos mig selv som aldrig har været på det fine historiske sted før) og det viste sig at matche det nyskabte mini-album rigtig godt. Første udspil fra EP'en var nummeret "Mon Chat Est Mort", som bevæger sig et eller andet sted imellem en murder ballad af Nick Cave sunget af Tori Amos og soundtracket fra et fransk filmdrama - og resten af TM Hunters numre følger godt efter i spændt dramatik der får mig til at skærpe sanserne og lytte efter. Den dramatiske vibe kommer både til udtryk i Thereses klokkeklare røst og harpespil og de forløsende energiudladninger på guitar, klaver og trommer og sammenlagt får de det til at gippe i mig. TM Hunter ville klæde en moderne udgave af en mørk og røgfyldt pariserbar, hvor der er plads til kunstneren, den sentimentale tristesse og skønheden. Men i første omgang er der heldigvis også en plads til dem på Stengade den 17 november, hvor de spiller sammen med Dad Rocks! Det bliver en fantastisk aften!!

"La Porte" kan købes her hos father Figure records




3. okt. 2012

Gå lige ud og hør det her! (5+6 okt og så lige lidt til)

Choir of Young Believers

I denne weekend er der endelig seje muligheder for både københavnerne og aarhusianerne på min liste. Det er overordnet set en række etablerede navne, så det er også temmelig etablerede priser. Men hey, når man får noget for pengene er det jo helt okay at smide lidt efter bands og spillesteder.

Fre 5: Cold Specks på Vega kl 21 for 150 kr.
Jeg anbefalede også Cold Specks til årets Roskildeguide og jeg håber inderligt, at der kommer 1400 heldige sjæle og lægger ører til hendes bløde og kraftfulde stemme og rørende folk/soul melodier.

Fre 5: Michael Møller på Atlas (Aarhus) kl 21 for 130 kr.
Stemmen fra mine gamle favoritter Moi Caprice spiller under sit eget navn melankolsk og ærlig pop der får en til at lytte og smile.

Fre 5: Choir Of Young Believers på Radar (Aarhus) kl 21 for 140 kr.
Det nye album fra COYB er mega fedt og bestemt på min album topti og jeg ville NYDE at se dem optræde!!

Fre 5: The Eclectric Moniker på Train (Aarhus) kl 21 for 100 kr.
Endnu et band jeg har beskrevet tidligere, nemlig fra årets Trailerpark. En anderledes festlig aften med et band der ved hvad de laver.

Lør 6: James Murphy i Koncertsalen kl 21 for 270 kr. (få billetter tilbage!)
Manden bag det mega festlige og dansable LCD Soundsystem er i Danmark i anledning af CPH:DOX. Der vises først en dokumentar om det hedengangne band og kl 24 dj'er James Murphy som en del af en større natte fest i DR's lokaler. Sejt!

Lør 6: Android Orchestra release på Rust kl 23 for 50 kr. (opvarmning med Vintertur kl 22)
Det københavnske orkester luner vores efterårsgennemblæste kroppe igennem med melodisk, fængende og festlig elektropop.

Lør 6: Reptile Youth på Voxhall (Aarhus) kl 21 for 150 kr.
Jeg har igen sagt det før; Reptile Youth leverer et vældig mindeværdigt live show og det er umuligt ikke at blive grebet af energi og beat.



Udover de ovennævnte tips er der et par events der er værd at slå et slag for. Rock n' Charity er et tour event startet af bandet A Road to Damaskus som har været Danmark rundt og spille sammen med bandet Siamese Fighting Fish for at samle penge ind til Børnecancerfonden. De slutter i weekenden touren af i København på henholdsvis Rust og KB18. Følg linket og læs mere om det seje initiativ.


Og så et snigkig ind i næste uge også. Tirsdag d. 9 oktober holder duoen og ægteparret TM Hunter releasekoncert/fest for deres nye EP kl. cirka 19.30 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg. De spiller fin og smuk, frankofil alternativ pop og jeg er meget spændt på at opleve deres musik live. Find ud af mere om eventet på Facebook.


 

26. sep. 2012

Gå lige ud og hør her! (28+29 sep)


Far Away From Fiji
I denne her uge stikker de, fra mit udgangspunkt, interessante muligheder i nogle ret forskellige retninger - hurra for musikalsk mangfoldighed og nysgerrighed!

Fre 28: Reptile Youth på Pumpehuset kl 21 for 130 kr.
Det unge band er allerede legendariske for deres live optrædener, hvor det er crowdwalking i bar overkrop og højenergisk dancerock til alles fornøjelse. Det er ikke tekster man dvæler ved, men fuck det er sjovt at være publikum til!

Fre 28: FlødeklinikkenRadar (Aarhus) kl 21 for 120 kr.
Den århusianske hiphop gruppe giver mega svedige og funky koncerter og de fik i sin tid overbevist mig om, at der sgu godt kan være noget om det der selvtilfredse hiphop gejl.
 
Fre 28: Far away from Fiji på Drone kl 21
Rockbaren på Nørrebrogade lægger hus til et usædvanligt eftertænksomt, introvert og smukt releaseparty. Hvis du vil sidde og nyde før du skal yde (drikke øl i røgfyldt menneskemængde), er det da her. Bandets EP kan downloades her
 
Lør 29: Cody på Vega kl 21 for 140 kr.
Det lidt melankolske folk pop ensemble er efterhånden vældig rutinerede og det skal nok blive kræs for øregangene i Lille Vega i aften.

Lør 29: Thee AttacksLoppen kl 21 for 100 kr.
Ung pigtrådsrock af den helt klassiske skole. Går godt med bajere tænker jeg.
 
Lør 29: EivørKoncerthuset kl 20 for 250 kr.
Nordatlantiske naturkræfter vælter ind sammen Eivør der både visker og kan nå helt Kate Bush agtige højder. Jeg så hende på Roskilde et år i konstellationen Orka, som var mega fedt! Og hun bringer vist også både folkemusikken, det sarte og det vilde med ind i koncertsalen.


20. sep. 2012

Gå lige ud og hør det her! (21+22 sep)

The Woken Trees

Denne weekend skal jeg fejre damer i alle aldre til en hel masse fødselsdagsfester og det bliver skønt! Men her er selvfølgelig bud på, hvilke toner man kunne lade sine øregange inficere af - i hvert fald hvis det står til mig:

Fre 21: Kristian Leth på Ideal Bar kl 21 for 120 kr. (spiller på Voxhall Aarhus d. 22)
Min mening om Kristian Leth er ikke rigtig dannet. Jeg synes ikke, at han er en vildt spændende sanger, men jeg kan godt lide The William Blakes og Kristians solo ting lyder også interessant. Derfor vil det være et godt fredagsprojekt at få sat Kristian Leth på en hylde.

Fre 21: Sky Architects Rust kl 23 for 40 kr.
Postrock inspireret "doom pop" af den skole som et andet århusiansk (yndlings)band Mimas engang spillede. Desuden spiller Late Night Venture og Machine inden.

Fre 21: Malk de Koijn Tivoli kl 22 for 150 kr.
De legendariske hip hoppere lukker Tivolis serie af fredagsrock og vi ved alle at det bliver en fest.
Lør 22: Bodebrixen release Loppen kl 21 for 60 kr.
Udover at fejre det andet album fra sprudlende (og nu en kende dystre måske?) Bodebrixen så får man også Hymnboy (aka Hymns from Nineveh) og Jetsi Kain med i købet.

Lør 22: Get Your Gun + The Woken Trees KB18 kl 21 for 35 kr.
Mørk og tung americanarock og inciterende, industriel støjrock - hvis man er i det sortstøvede hjørne lørdag.



13. sep. 2012

Jens Lekman (yours truly - MusikLarm)


Publikummet i Lille Vega onsdag aften elsker Jens Lekman. Det gør vi virkelig! På den der æææælsker måde. Alle er stille, når han taler og spiller sagte og inderligt, alle danser med når tempoet stiger og violin pludselig bliver det instrument, der leverer et beat. Alle lytter opmærksomt og griner hjerteligt af hans mange hyggelige fortællinger, som alle leder op til og føres videre af en sang. Sange som tager os med ind i Jens' helt private sfære og fortæller om oplevelser, tanker og følelser som både er lige så banale, triste eller skøre som dem vi selv har, men alligevel helt enestående fordi det er ham der fortæller dem. Og det er dejligt at føle genkendeligheden og trygheden som Jens Lekman giver os med sine underholdende og helt alment menneskelige tekster og med sin bløde stemme. Og Jens kan mærke varmen fra os, tror jeg. Og han kvitterer med brede smil, der bare får folk til at klappe endnu højere og trampe hårdere i gulvet efter mere. Til forskel fra sidst jeg så ham, har han denne gang et helt band med og den dynamik det giver, er jeg personligt ret glad for. De ser også ud til at hygge sig lige så meget som os og griner af Jens, når han fx fortæller historien om en veninde, der beder ham optræde som hendes forlovede, så faderen ikke finder ud af at hun flytter sammen med sin kvindelige kæreste (A Postcard to Nina). 
Efter koncerten står Jens i Lille Vegas garderobe og jeg mander mig op og spørger ham med teenageagtige røde kinder om lov til at stille et spørgsmål. Det må jeg gerne og hermed kan jeg præsentere MusikLarms første lillebitte interview (hvem ved om det kan gentage sig!):

Mig: Jeg prøver på min blog at skildre mine oplevelser af mindeværdige koncerter. Hvilken oplevelse håber du at give publikum, når du optræder?
Jens: Hmm...en følelse af at de ikke ser en film. Nogle gange går jeg til en koncert (som publikum) og der er bare ingen kommunikation eller kontakt. Jeg ser tit Jonathan Richman inden et show, han er en god historiefortæller. Og så håber jeg også at give en følelse af håb.
Mig: Ja, jeg tænkte også på min ven med hjertekvaler under koncerten. Jeg tror, at du trøstede ham. (med sange som fx The End of the World is bigger than Love).
Jens: Jeg kan lide at tænke på alting som en cirkel. Man skal også igennem de slemme ting før det bliver godt. 

Og lige som det nye album, "I Know What Love Isn't", starter og slutter med samme nummer sluttes koncerten også med samme melodi som den startede med og cirklen er fuldendt.

Jens Lekman på Vega 12.09.2012

 

12. sep. 2012

Gå lige ud og hør det her! (14-15 sep)

New Ivory


 Sidste weekend trak jeg stikket og tog hjem til familie og venner i Aarhus og det var rigtig skønt! Den forlængede musikfri weekend betød så også, at jeg missede at lave nogle anbefalinger...tsk. Men nu er der en frisk håndfuld koncertforslag klar igen og jeg er personligt begejstret for at der også er en gratis mulighed iblandt dem. Hvor er det lækkert at det overhovedet findes! Inden vi når til weekenden, som for mig bl.a. betyder fadøls- og whiskysjusuddeling til The Blue Van, har jeg igen fornøjelsen af at møde Jens Lekman i aften på Vega. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der kommer et indlæg om den søde svenske dagligdagspoet. Åh Jens, i aften er det bare dig og mig, sådan cirka næsten.

Fre 14 sep: The Blue Van på Vega kl. 21 for 170 kr (få billetter tilbage!)
Rock n' roll på den gode gammeldags facon med attitude og hammondorgel.

Fre 14 sep: New Ivory på Voxhall (Aarhus) kl. 21 for 100 kr.
Britiske debutanter med hidsig energisk indierock a la Arctic Monkeys.

Lør 15 sep: Quadron Vega kl. 21 for 170 kr (også få billetter tilbage!)
Lækker neo soulpop i flyvende fart fremad og ud i verden.

Lør 15 sep: Teen Commandments på Loppen kl. 21 for 0 kr
Skæv og lidt kitschet 80'er elektro dance fra Brooklyn (altså mega hip!) 

Lør 15 sep: The New Spring på Teater Grob kl. 21 for 90 kr.
Teatret på Nørrebro lukker op for intimkoncerter i deres stemningsfulde kulisser og The New Spring medbringer den lyriske og melodiske skønhed. 

Lør 15 sep: Dánjal Atlas (Aarhus) kl. 21 for 110 kr.
En færørsk gut der virkelig giver den gas på gal folke/balkan/rock facon. Super underholdende!


5. sep. 2012

Trailerpark 2012

Damerne sørger for deres egen gode stemning på en lidt flad Trailerpark Festival
Åh Trailerpark...hvad sker der for dine gæster? De dukker ikke ret talstærkt op og de der gør er altså en kende stive i faconen. Det er besynderligt at være på en festival, endda sommerens sidste, og så vende hjem søndag aften og konstatere at der hverken er blevet danset eller råbt eller dannet nye bajer-venskaber. Er det musikken der ikke indbyder? Altså, for mig at se er den elektroniske scene ikke den mest sociale, som man står der i trance med lukkede øjne og fægter lidt med armene (bare en fordumsfuld observation). Men på Melt! festival fik jeg netop bevist at publikum også til de her koncerter henvender sig til folk omkring dem med smil, dans og snak. Er det så det danske publikum, der er lidt for reserverede? Næ, det er Roskilde da det største bevis på, at vi ikke er. Det er de der hipstere så! De er for cool til at komme hinanden ved! Men det er bare heller ikke helt det. København er fuld af såkaldte hipstere og de er bestemt en del af det sociale gadeliv, hvor festerne bringes ud på torve og broer. Desuden var der en udskiftning af publikumstyper mellem fredag, lørdag og søndag og det gjorde ligesom ikke nogen forskel. Det var bare som om at den grundstemning der herskede var reserveret. Den smittede også mig og jeg kan overhovedet ikke prale af at have forsøgt at gøre den store forskel. Jeg passede også bare mig selv og de piger der var med mig og snakkede ellers kun med de kendte ansigter, som jeg stødte på. Desværre. Må prøve at statuere et udadvendt eksempel næste gang, hvis det tvivlsomme budget ikke får festivallen ned med nakken. Men vi havde en (privat)fest alligevel og her kommer lidt om to af de bands der bidrog til den.

Casiokids, som spillede lørdag aften, var den forventede uptempo elektropopfest. De 6 glade nordmænd spunsede rundt på den virkelig fint byggede mainstage og leverede et show, der kunne inddrage både gamle og kommende fans med fængende melodier der, i mine ører, alle var tilpas gakkede, tempofyldte og clubbede til at man ikke ventede på ét hit men lod sig rive med af keyboards og beats. Og så elsker jeg når elektropoppen forener sig med indie og inddrager både guitar, trommer og percussion i festen.

 

The Eclectric Moniker sluttede min søndag af og det blev gjort så eftertrykkeligt, at jeg tilslutter mig den hype, som har klistret sig til dem siden Easter Island blev udsendt som single. Bandet mødte et tøvende, tømmermændstungt publikum men erklærede hurtigt, at det var deres mål at få folk op og danse og at de ville gå amok, hvis dette ikke skete. Men vi fornemmede også hurtigt at scenen var blevet indtaget af et rutineret og dygtigt orkester, der efter en sommer med meget opmærksomhed og mange jobs er yderst scenevante og professionelle i deres fremtoning. Det jeg havde frygtet var et naivt calypsohelvede, viste sig at være et væld af fine og skæve melodier som ganske ofte og til min fornøjelse mindede mig om Vampire Weekend. Og efter at have lyttet i et beskedent omfang til det indspillede materiale er mit indtryk, at bandet gør sig bedst live med mere pondus og gennemslagskraft og mindre auto-tune. De fik os til at danse (det hjalp dog især at vennerne Freddie og Silas (Turboweekend) stillede sig op på scenekantens trappe og førte an med særligt gode eksempler) og jeg lod hovedpine være hovedpine og nød at Trailerpark endelig slap tøjlerne lidt.