13/07/2014

Roskilde rewind



Haim på Arena 04.07.14


Så er det på tide at se tilbage. Efter nogle hviledage hjemme på Nørrebro, en øm krop der kvitterede med en forkølelse a la udrensning ovenpå en mildest talt usanitær uge og et gensyn med Aarhus er jeg klar til at tage tilbageblikket. Dette års Roskilde har haft en ro over sig, som jeg ikke husker at have oplevet meget længe. Det er som om udbuddet af musik, kunst, mad og events af alle slags endelig har fundet den rigtige balance og linede sig fornuftigt op istedet for at vælte over hinanden. Dejligt og overskueligt for en gangs skyld - selv for mig der ikke rigtig får dykket ned i alle tilbuddene alligevel. Musikalsk står dette år for mig langt hen af vejen i damernes tegn. Hurra for ligestilling! Stærke, seje og inspirerende kvinder har fyldt programmet ret godt ud. Her er en gennemgang af mit musikalske fodspor igennem festivalens hovedprogram. Ikke alle nødvendigvis højdepunkter men der er plads til det hele.

Lykke Li - Efter advarslerne om at det er knald eller fald med Lykke Li's humør, var det spændende, om det skulle blive en fuser. Men hun var veloplagt og sød, dansede fejende over scenen og erklærede kærligt efter første nummer, at hun ikke kun er sørgmodighedens pige (Sadness Is a Blessing) men også Roskildes. Selvom hun er mester i triste sange, er der pondus i både hendes numre og leveringen. Lykke Li formår at være skrøbelig og sårbar på en sej og stærk måde. Hun har en særpræget måde at synge på, måske endda lidt monoton, som om hun ikke helt prøver og samtidig er hendes tekster så fulde af følelser. Den modsætning er jeg cool med.

Rolling Stones - Torsdag var min off dag og det var ikke Stones der fik den sat op i gear. Det var mest en se giraffen oplevelse og på 2 ud af de 4-5 numre jeg så, var det Keith Richards der sang, fordi Jagger skulle skifte jakker. Det var sjovt første gang og tidsspild anden.

Cancer - Fredag middag startede virkelig blødt og behageligt med Cancer. Udstrakt på græsset ved siden af Pavilion med udkig til skyformationer kunne jeg nyde et ret så velplaceret møde mellem det rum metalliske og det akustiske milde. Gæt selv hvem der leverede hvad. 

Warpaint - Pigerne i Warpaint sørgede for mit første møde med Avalon scenen. Mødet med dem var godt men lyden på denne scene eller i hvert fald til koncerten var ikke god. Det lød mudret og for kantet på en ret generende måde. De 4 piger var mega seje og leverede et alsidigt udtryk fra trip hop lignende til postpunk og jeg skal sørge for at give dem ordentlig lyttetid snarest.

Haim - Det var ligesom girlpowerdag og jeg fortsatte over til Haim pigerne på Arena. De havde fra første anslag teltet i deres hule hænder og begejstrede igen og igen et dedikeret publikum. Hits som If I Could Change Your Mind og Falling lyder jo som noget The Bangles kunne have lavet i 80'erne, stramt og baslækkert, men ret kort inde i sættet bad de om lov til at måtte jamme lidt og fyrede så ellers den vilde rockfest af. I sandhed popprinsesser med en rock sjæl. De enormt musikalske søstre byttede ofte og ubesværet instrumenter undervejs og kommunikerede hele vejen igennem trofast med det oplagte publikum. Ultra professionelt af det endnu unge band.

Damon Albarn - Nuj, en af mine største fortrydelser er at blive fanget i alenlange mad- og tissekøer som forhindrede mig i at komme helt tæt på og smile til Damon! Men det var ikke en dårligere koncert af at jeg måtte stå noget længere væk. Søde Damon havde lavet en god blanding af forholdsmæssigt neddæmpede numre fra sit eget solo og fra fordums projekter. Han havde virkelig solid backing og skiftede selv mellem klaver, guitar og melodica. Den helt vilde overraskelse kom dog da han mod enden af sættet nær tog livet af folk med Gorillaz nummeret Feel Good Inc og De La Soul kom på scenen og slog benene væk under alle med sine vanvidsgrin. Voksne mænd hoppede og krammede og man måtte grine helt befippet med på nummeret. Helt aldeles perfekt!

Future Islands - Alle youngsters med hang til P6 Beat var troppet op på den relativt lille Avalon scene. Efter den dårlige lydoplevelse med Warpaint samme sted gjaldt det virkelig om at komme så tæt på scenen som muligt - også lidt for at se dansende Samuel på tæt hold. Og det var nok hvad de fleste ville, for vi stod skulder ved skulder og strakte hals på livet løs. Der var heller ikke noget at blive skuffet over. Samuel Heering der nærmest er enearving til bandnavnet, for de tre andre tenderer til at være usynlige, levede op til alle forventninger. Onde tunger påstår, at man skal være drugged up for at kunne opføre sig som ham, men for mig at se var han overordentligt fokuseret og mest af alt en mand der udlever hvert beat og hvert budskab i teksterne med hele sin væren. Og selvom jeg skal indrømme at musikken faktisk virkede lidt ensformig på mig indimellem, var det en fornøjelse at modtage Heerings skiftevis nænsomme og growlende prædikener.

Future Islands på Avalon 04.07.14


Nikolaj Nørlund - Også lørdag fik lov at blive startet kærligt op. Helt som lovet (læs interview med Nørlund her på bloggen) havde Nikolaj Nørlund lavet et godt og vel 2,5 time langt sæt der ekstremt dygtigt og uden dyk i hverken nærvær eller relevans forkælede Arena med både klassikere og nyfortolkninger af klassikere overlegent leveret af Nørlund og alle hans nydeligt involverede gæster.
  
Jenny Wilson - Hun kunne måske nok have klaret sig lige så fint på den mindre Avalon sådan en lørdag eftermiddag, men på den anden side skal hun sgu have højt til loftet. Selvom det ikke er længe siden jeg så hende sidst, får Jenny markeret, at der er så meget mere til et godt popudtryk og en stærk musikalsk karakter end looks og beats. Hun er inspirerende alene i sin tilstedeværelse og bag hendes ikke voldsomt storslåede stemme er der et hjerte der banker med neonblod.

Arctic Monkeys - Jamen jeg er solgt og der er ikke så meget mere at sige. Jeg synes, de har lavet et album der er en titel som moderne rockklassiker værdig og hvis den ikke altid har været tilstede, så har de vokset sig til en coolness og en scenesikkerhed som både charmerer og overbeviser.

Deerhunter - Vi er typisk ret optagede af, at et band har scenenærvær og publikumstække for at vurdere det som en god koncert. Men at betragte Deerhunter sammen stadfæster for mig, at det ikke er et krav der skal efterleves for min skyld. Deres musik er alt efter albums ikke lige tilgængelig og det er ikke meget opmærksomhed Bradford Cox og de andre giver os, men det er fascinerende at se, hvordan bandet arbejder intuitivt sammen om at udarbejde og udforme hvert eneste nummer. De ligner individualister der krumryggede passer deres egne instrumenter, men i langsommelig futten rundt på scenen opsøger og afstemmer de med hinanden, så hver tone kommer stramt og skarpt ud. Selve musikoplevelsen er en fest for indienørden; små halvmutte popmelodier i skøn blanding med lange detaljerige lydflader. Og en ting er sikker: jeg skal opdatere mit kendskab til Deerhunter post 2007.


Deerhunter på Arena 06.07.14


Stevie Wonder - Jajaja han er da en kær mand og åh ja han har et band der sætter skabet på plads, når han da lader dem komme til. For her var der i sandhed tale om publikumsinddragelse og næsten hvert eneste nummer skulle akkompagneres af publikumskor a la et højskoleophold. Med fare for at nærme mig en gentagelse af min beskrivelse af en anden gigant...det var sjovt første gang og lidt irriterende derefter. Især når der står 4 flotte kormennesker på scenen der cirka ikke får lov til andet end at smile og svinge armene i takt. Men enhver Roskilde Festival skal have sit moment hvor alle synger med, griner og danser (inklusiv mig) og det var denne koncert for mit vedkommende. Tak for det. Jeg gik i øvrigt ikke under I Just Called, men jeg satte mig demonstrativt ned. Det så han nok ikke, hahah...

Jack White - Efter planen var jeg på vej hjem under Jacks koncert. Jeg så ham for to år siden, tænkte jeg, og det er da også godt nok. Men fuck nu mig hvor er jeg glad for at min drikfældige veninde syntes, vi skulle have en drink mere at tage hjem på, for så kunne vi jo også lige så godt se koncerten OG den var mindst dobbelt så god som sidst han var på Roskilde! Udover at have det mest svedige band med og opsætning der smukt komplementerede hans filmiske fremtræden (jeg tænker altså uvilkårligt på Johnny Depp, når jeg ser Jack White), så var Jack selv mega oplagt og virkelig i god kontakt til et publikum, der ellers er ved at ligge ned sådan en søndag aften. Jack gav mig den bedste følelse at tage fra Roskilde med, som jeg ellers ikke har følt i mange år. Tusind tak Jack White. Den der kone du leder efter? Det kunne altså godt være mig....

En håndfuld mere prydede min festivalplan. De fortjener også props men har ikke fået yderligere spalteplads her end den, at de var et hit i en eller anden udstrækning. Det gælder for fantasy karakteren Connan Mockasin, de old school baserede hiphoppere fra Dialated Peoples, syretrippet med Spids Nøgenhat, de rockrodede Merchandise, koryfæerne i Psyched Up Janis og mine yndlinge Interpol, som jeg kun så en snert af, fordi der hang en argentiner fast på min hals. Det er jo, hvad der kan ske. Roskilde, vi klarede den igen sammen og vi ses sgu nok til en omgang mere næste år!

04/07/2014

Interview med Nikolaj Nørlund

nørlund sølvgade 30
Billede taget fra Nørlunds hjemmeside - bloggeren glemte at bede om lov til at knipse

 Torsdag forsøgte jeg at få arbejdskasketten til at sidde rigtig stramt om hovedet. Det var ikke ubetinget nemt. Det er sgu hårdt for den lille krop at rense systemet for vodka og fadøl hver eneste dag. Så pausen fra alkohol var tiltrængt og det meste af mit tilbageværende overskud sparede jeg på for dagens vigtige begivenheds skyld, nemlig et interview med Nikolaj Nørlund, som skal spille i morgen lørdag på Arena, som et af de få dansksprogede acts. Jeg mødte ham til en lille snak om festivalliv og koncerten i vente.

Hvordan er dit forhold til Roskilde Festival?
Åh, jamen jeg har været her siden jeg var 15 år gammel. Dengang kom jeg med min storebror, men jeg så ham nærmest ikke, så jeg rendte bare rundt alene og høre koncerter. Så har jeg jo spillet mange gange selv. På et tidspunkt 3 år i træk. Min debut var lige efter Danmark havde vundet EM i fodbold, der var der en høj stemning og jeg var rystende nervøs.

Har du nogle særligt mindeværdige koncertoplevelser fra festivalen?  
Jeg var 50 m fra Carlos Santana dengang som 15årig, det var stort! Jeg var lige begyndt at spille guitar selv. En anden vild oplevelse var med Tricky. Hans lyd var helt speciel og han stod sådan og og svingede hovedet fra side til side for at skabe den der transcenderende lyd. Jeg tænkte; om lidt bliver han syg. Neil Young; det var så skarpt og Orange har aldrig haft så god lyd. Det var sådan en rigtig vindstille sommeraften. Galaxie 500 i 90 står også frem.

Du har på nogle albums taget et meget personligt fortællende udgangspunkt i dine tekster. På Det Naturlige virker du til at tage en mere objektiv betragters rolle. Hvad har inspireret dig?
Albummet er lavet blandt andre sammen med Martin de Thurah (bl.a film- og musikvideoinstruktør), og det er blevet til ud fra skitser og idéer om hvad numrene skulle handle om. Vi lavede sådan nogle moodboards og så var det ligesom strøtanker der udviklede sig. Nogle sange er også skrevet af andre. Det er første gang jeg har arbejdet på den måde og det var meget interessant.

Du skriver jo meget prosaisk. Har du nogensinde overvejet at udgive noget i bogform?
Jeg betragter meget sangene som små noveller faktisk. Sange har også på mange måder novellers karakteristika. Det er ligesom et billede der åbnes op for og lukkes i igen lige så abrupt. Det er da en drøm at udgive noget i bogform en dag, hvor jeg finder tiden til det.

Du har fået lov til at spille ekstraordinært længe på lørdag. Hvilken slags koncert kan vi forvente?
Det bliver forskellige opsætninger. Det har været meget vigtigt med dynamik, vi skal op i det store og ned i det små og man skal også føle, at man får noget man ikke vidste man gerne ville have. Der er forskellige gæster med men de er inkorporeret på en naturlig måde og kommer måske med flere gange undervejs i forskellige funktioner. Det skal være en kollektiv fornemmelse men selvfølgelig stadig en Nørlund oplevelse.

Hvilken oplevelse håber du at give publikum under dine koncerter?
Jeg håber, de oplever en unik koncert både i Roskilde og Nørlund sammenhæng.

Hvad skal du selv ud og høre?
Fx Lykke Li, Interpol hvis jeg ikke er for træt og Klumben og Raske Penge.


Lørdag kl. 13 spiller Nikolaj Nørlund på Arena og jeg glæder mig meget til en på alle måder kunstnerisk oplevelse.



02/07/2014

Starten er gået, vent på mig Roskilde!

Samaris på Apollo 01.07.14 

Okay Roskilde, så er vi i gang. Mandag blev den typiske småforvirrede dag, hvor ambitionerne er høje og meget lidt bliver indfriet. Som en slags velkomst blev jeg venligt prikket på skulderen, da jeg pakkede mit taske ud og bedt om at flytte mit telt som holdt ulovligt parkeret. Bevares, jeg vidste godt at den var lidt lakrids, da jeg slog det op i lørdags, men det lå bare perfekt skubbet ind under et skyggefuldt træ. Nå, jeg fandt en ny teltplads imens Blaue Blume spillede. Og imens The Divers spillede fandt jeg min veninde, nogle øl og nogle camps. Efter en lang strabadserende tur til Rising, hvor det lykkedes at fare vild på vejen, nåede jeg det første glimt af en koncert og fik set 3 numre med The Minds of 99. 
Tirsdag havde jeg en anelse mere succes med koncerterne. Den første fine oplevelse var med islandske Samaris, som med deres konstellation af lune beats, snirklet klarinet og islandsk poesi lagde en nænsom og chillet tirsdagsstemning over plænen foran Apollo. Senere på aftenen havde jeg igen fundet vej til Rising scenen, som udover at være placeret på det yderste øst virkelig kun fungerer lydmæssigt, hvis man er præcis foran scenen. Til My Heart The Brave havde jeg indfundet mig på græsset med en white russian i hånden og den tidlige aftensol i nakken og den kombo fungerede rigtig godt sammen med bandets bløde elektropop og Caspar Hesselagers upåklagelige nydelighed. Han har ikke den stærkeste stemme, men han har produceret nogle vældig stærke melodier og et live udtryk der er levende og kriblende. Jeg lurer en ny darling til de følsomme men festglade elektropoppere. Nu er der en dag tilbage at opføre sig tosset i og så begynder "arbejdet" for alvor i morgen med en ægte udfordring; Earl Sweatshirt. Det bliver ikke helt dårligt...


My Heart the Brave på Rising 01.07.14

25/06/2014

Guide til Roskilde Festival 2014

 

Det er blevet den tid på året igen. Over den sidste måneds tid har jeg samlet sammen på camping gear, festivalkjoler, renseservietter, gear til toilettasken i ministørrelse og alt det nødvendige festival overlevelsesudstyr. Nu nærmer afgang sig og en hel uge med et alverdens type koncerter venter. Jeg må indrømme, at Roskilde med deres drypvise afsløringer i foråret aldrig virkelig fik mine sommerfugle til at flakse i maven, men jeg tog naturligvis ja-hatten på og lyttede programmet grundigt igennem for alt der tilnærmelsesvis kunne interessere mig og som altid dukker der masser af spændende godter op i mængden. Og nu er der lutter smil og positive forventninger herfra! Her er mit optimale program - hvis bare jeg ville kunne holde mig oprejst og klar nok i hovedet til at tage det hele ind...


Mandag d 30 juni:
For første gang i mange år ender jeg nok med spankulere rundt på pladsen allerede i dag og det er fordi de to warm up scener har så solidt og interessant et program. Det ville være en skam at spilde tiden på at samle kræfter i København imens det her foregår.
Hvorfor ikke starte med en fest og danse dagen i gang med Brynjolfurs take på house tilsat en god portion discobas kl 15.00 på Apollo. I år kræver det en gåtur over til camping øst for at følge de unge pop og rock håb på Rising scenen. Det bliver hektisk for der er og har altid hersket kaotiske tilstande på øst. Men der er meget at komme efter, for allerede 15.30 spiller Get Your Gun mørk, håbløs, nordisk, regnvåd westernrock og det er slet ikke for tidligt til noget tung guitar på dette tidspunkt. Så kan man til gengæld spare kræfterne og blive hængende nogle timer vartet op af servicecenter østs mange muligheder og disse tre danske bands: Blaue Blume høster velfortjent meget opmærksomhed for tiden. Og jeg er altså også svært fascineret af deres omhyggeligt konstruerede dramapop og glad for ligheden med mine yndlinge i Wild Beasts. Det er kl 17.00. Bare slap af for Kl 18.30 er det The Divers der overtager med en anden form for dramapop. Dyb mand, lys pige og 80'er sprøde elektroniske melodier. The Minds Of 99 runder mit program på Rising af kl 20.00. Jeg kan lide deres mere eller mindre bevidste hyldest til Kliché og det tidlige TV2 og de slipper afsted med det med selvstændigheden i behold. Så er det gang i bentøjet igen, for kl 22.30 spiller Jaakko Eino Kalevi på Apollo Countdown. Det er et helt særegent udtryk Jaakko har skabt. Chillet, analogt og elektronisk, hypnotisk og lidt kitchet. Og ret lækkert.
Og herefter kan festen fortsætte i alle de tossede lejre varmet op af den euforiske stemning der er, når Roskilde er dugfrisk og den opsparede energi slippes løs i natten.  





Tirsdag d 1 juli:
Det er om at smide tømmermændene af sig hurtigt, for tirsdagen skydes i gang med et temmelig tosset og lettere opmærksomhedskrævende band. Kl 14.00 åbner Tidlige Armbånd Rising scenen. Jeg har lige oplevet den flippede gruppe og når kulturchokket har lagt sig og man overgiver sig til deres uregerlige måde at gribe tekst og melodi an på, så er man også blevet del af en skøn folkefest. Med fornyet energi kan man skynde sig til Apollo kl 15.00 og høre smukke islandske Samaris spille islandske digte genfødt som elektroniske små knitrende perler. Og hvis det hele ligesom godt må fortsætte i et helt lavt gear, så bliver man og chiller sin tirsdag videre her sammen med Unkwon kl 16.30. Men så er det også på tide at vende tilbage til det der på så mange måder er Roskilde for mig; uforfalsket rock. Og det henter man sig en dosis af på Rising kl 17.00 med Kindred Fever som giver mig lidt af den punkrock oplevelse som The Hives fx står for. My Heart the Brave som jeg har anbefalet flere gange overtager scenen kl 18.30 og jeg glæder mig til at opleve hans levende og organiske elektropopsymfonier udfolde sig. Kl 23.00 runder Mont Oliver mit program på Rising af. De er brudt igennem med deres egen form for forvrængede r'n'b agtige pop og det er sgu funky altså.  





Onsdag d 2 juli:
Det er blevet dagen hvor jeg i mit program tager den med ro og mon ikke det passer det aldrende system meget godt. Jeg vil gå til Rising kl 14.00 og se mit hypede bysbarn Karl William synge om det århusianske ungdomsliv. Så lunter jeg over til Apollo og lægger mig i noget græs for at lytte til Shadow Shadow imens en romantisk science fiction film kører på det indre lærred kl 15.00. Efter en af de få pauser med fri leg, som det her program tillader, er det tid til danske Kill J med de skarpe beats og den faretruende papirstynde fine vokal kl 18.30 på Rising. Jeg bliver der resten af aftenen og skruer op for guitarforstærkeren igen med først skandinavisk indierock fra Könsförrädare kl 20.00 og til sidst for alvor med The Awesome Welles kl 23.00 der har en dejlig arrig og mørk lyd. 






Torsdag d 3 juli:
Okay, så ryger træningshjulene og vi kører videre på de voksnes præmisser. Nu bliver det for alvor internationalt og der kæmpes i alt fra flue- til sværvægt kategori. Torsdag er dog ikke dagen hvor mine løbeevner bliver testet af, for der er kun et par acts jeg virkelig se. Men det giver også plads til eksperimenter og det første af dem bliver med det der hip hop noget. Earl Sweatshirt får æren kl 17.30 på den nye scene Avalon. Hans teenagesløve mørke univers er sært betagende. Opvarmet på genren er det den rene fest at fortsætte med gode gamle Outcast kl 18.30 på Orange, hvilket det nok var alligevel og her vil jeg påstå at alle ligesom kan være med. Man skal til gengæld være i kontakt med sin kvindedepri side, når smukke Lykke Li spiller på Arena kl 20.30. Hun forstår at formidle hjertesorg, frustration, smerte og håb med stemningsfuld, opfindsom instrumentering og en nedtonet vokal. Maskulint move egentlig... Det bliver vældig feminint, sensuelt og lækkert når en helt anden kitty cat, nemlig Banks, luner op under Apollo kl 21.30. Hvis jeg ikke er totalt opslugt af lækkerhed vil jeg nok stimle sammen med utallige andre og mindes min kære far imens legenderne fra Rolling Stones dominerer aftenen på Orange kl 22.00. Der er dog alternativer for de uimponerede der hellere vil syre lidt ud fx på den psykedeliske, folk-religiøse måde med Blood On A Feather på Gloria præcis samme tid.





Fredag d 4 juli:
Fredag bliver uden tvivl min travle dag, hvor der skal skæres flest hjørne, aflives nogle darlings og skosålerne slides tynde, for i dag bliver det all over the place både hvad angår scener og musikgenrer. Men bevares, her kommer alle mulighederne som de kan tage sig ud:
De er ubehageligt tidligt på spil, men konstellationen Cancer der spiller kl 12.00 på Pavilion er ægteskabet mellem Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Kristensen (Chorus Grant) og det bliver ganske spændende. Heldigvis kan man bare blive og tage en ekstra skraber i skyggen, for to timer senere kl 14.00 spiller Connan Mockasin samme sted. Han charmerede mig fuldstændig i vinters med sit væsen, sit suplime guitarspil og sine funkbløde og r'n'b rå melodier og jeg glæder mig til gensynet. Jeg vil følge en af mine gæsteanbefalinger og opleve countryrockeren Jason Isbell and the 400 Unit med det blødende hjerte og den skrumpende lever rense sin sjæl på Pavilion kl 16.00. En kort time senere kl 17.00 er det de fire sirener fra Warpaint der napper opmærksomheden på Avalon. Det kunne jo være at en lille elektronisk fest lokkede i noget eftermiddagssol og i så fald vil jeg finde den henne hos Apollo kl 17.30 med den unge norste gut kaldet Cashmere Cat. Men der er flere damer der lokker, for kl 18.30 er det Haim på Arena der kan garantere dansefest med deres fantastiske evne til at skrive de hits, der ikke blev skrevet i start 80'erne. Måske bliver jeg bare hængende efterfølgende til et af mine livs store crush'es, men det kan også meget vel være, at jeg når et kig på de tunge drenge fra Deftones, der spiller den slags melodisk tung rock, hvor de fleste kan værdsætte det ikke mindst pga en virkelig stærk vokal. Det er kl 19.30 på Orange. Men så sker der det, at jeg bliver blød i knæene og midlertidig fornuftsforstyrret, for mit teenagehjertes udkårne Damon Albarn går på kl 20.30 på Arena. Jeg forventer ikke at mit hjerte tilfredsstilles med gamle Blur numre (måske en eller to undervejs), for den lækre mand har jo bevæget sig i alverdens retninger og vist en alsidighed i sit talent, som de færreste nok regnede med at se dengang i start 90'erne. Men jeg glæder mig til at lære ham at kende som soloartist endelig. Bagefter går der elektronik i den og det står mellem to muligheder. Kvindetemaet kan til dels følges op med Cyril Hahn, en dj der hylder dem i sine remixes, på Apollo kl 22.00. Eller I Break Horses på Pavilion som er mere voldsom, mørk og dyster elektronica. Jeg prøver stadig efter mange år at komme en snert tættere på at forstå skotske Mogwai der spiller kl 23.00 på Arena. Det er evigt eksperimenterende postrock, langstrakte lydflader, vældige eksplosioner og en verden hvor der ikke lefles for nogle men tålmodighed og åbenhed belønnes. Hvis jeg da ikke lige er bombet i jorden af lyd, er der chance for en funky frisk dansediscofest hos Apollo med Classixx kl 00.00, men jeg styrer formentlig direkte efter det begyndende fænomen Future Islands ovre på Avalon kl 01.00. De er langt fra debutanter men deres rå, følelsesladede elektropop er braget igennem dette år og rygtet om frontmand Samuel T. Herrings prædikerende og vilde performance er nået vidt. Jeg er så spændt! Efter koncerten er der gang i et andet fænomen. Manden bag musikken er ikke til stede, men en række prominente navne har taget det på sig at udbrede den fuldstændig flippede afrofunk-pop under det let komplicerede navn Atomic Bomb! Who Is William Onyeabor? By The Atomic Bomb! Band kl 01.30 på Arena. Syg syg fest!






Lørdag d 5 juli:
Det kan ikke blive let at få fysikken til at fungere igen ovenpå fredag, men den skal sgu. Lørdag byder på mange gensyn for mit vedkommende. Navne der står mig kær og som jeg vil nyde at gense og høre. Til en blid start bliver det første med kære Nikolaj Nørlund kl 13.00 på Arena. Han har altid været en markant spiller med geniale tekster på den danske musikscene og det nyeste album med sine småfunky undertoner er for lækkert. Godmorgen lørdag, lad os komme godt i gang sammen! Og så sætter vi da også fut på, for kl 15.30 spiller Bottled In England på Apollo. Det er ikke den slags jeg normalt går bananas til, men der er fandme knald på deres live drum 'n bass og det er meget svært ikke at blive revet med! Jenny Wilson er en cool cat og hun har præsteret et helstøbt og meget interessant album. Hendes koncert på Vega i vinter var mega fed og jeg ser hende gerne igen kl 16.00 på Arena. Genhør nr. 4 er Psyched Up Janis kl 17.00 på Orange. De er jo teenage rock antihelte og for nylig fandt jeg ud af at deres musik på alle måder holder i dag også. Jeg tager et usædvanligt langt pusterum og vender nok først tilbage til musikken, når Spids Nøgenhat bringer noget hippiestemning og syretrip tilbage til den gamle festival på Avalon 22.00. De ældre må tjene som opvarmning til de unge, for allerede 22.30 er Arctic Monkeys klar på Orange og de er især med deres seneste album blevet moderne favoritter også i min rockbog. Hvis jeg kan klemme det ind inden en anden favorit går på, vil jeg stifte bekendtskab med gruppen The Men der hamrer løs i en art garage americanarock ovre på Pavilion kl 23.00. Men der er kun kort tid, for jeg har et gammelt blødt punkt for Interpol på Arena kl 00.00 og deres særdeles cool og melodiske rock. Endelig kommer der nyt fra dem og det skal de få lov at spille for mig. Hvis det mod forventning stinker, vender jeg næsen mod Avalon og hører Kavinsky, som nok stadig er bedst kendt for at lægge et 80'er lækkert elektronisk soundtrack til filmen Drive. Det gælder om at holde på energien og stemningen på denne sidste reelle festdag og den har skisme mulighed for at vare længe. Chromeo sørger for at den vilde dansevenlige discoinfernofest fortsætter på Avalon kl 02.15.






Søndag d 6 juli:
Festivalens sidste dag. Søndag er altid en blandet fornøjelse og den er også lidt forbandet. Der hersker en mærkelig opbrudsstemning allerede fra når campingområderne får liv i de slidte klude om formiddagen og det er en spøjs blanding af mennesker der enten tøffer stenet, brugte og komatøse rundt eller dem der har nået et manisk overdrive og ikke kan finde ned igen før den sidste pløk er rykket op af jorden. Det plejer at føles som om halvdelen af festivalens gæster er tilbage, når de sidste store bands når Orange scene, men måske bliver i år anderledes, når det musikalske fyrtårn Stevie står der. Jeg er som regel også fanget i de ambivalente lyster til både at komme hjem og bringe tilværelsen tilbage på forudsigelige skinner og til at Roskilde aldrig må ende. Uanset hvad venter det massive tomrum som festivalen efterlader, når alle er taget hjem og alt er pakket sammen. Men inden den gamle festival blues rammer er der dog en fuld dag med musik.     
Skambankt vækker de døde med norsk ørkenrock a la Queens of the Stoneage kl 12.00 på Avalon. Foretrækker man en blidere morgenvækning bliver det gjort noget mere nænsomt med Chorus Grant kl 13.00 på Gloria. En feminin pendant huserer på Gloria kl 15.00. Der er noget upoleret og ægte over den unge singer songwriter Denai Moore og hendes rolige og stemningsfulde numre kan meget nemt være den ideelle måde at samle kræfterne på til resterne af sidste dags oplevelser. Jeg har af uransaglige årsager ikke fulgt Deerhunter siden Cryptograms fra 2007, men Deerhunter har den der mystiske kunstneriske kreative grundvold der sikrer mig, at de er mindst lige så interessante i dag på Arena kl 16.00 som dengang. Kl 17.00 står jeg igen i et dilemma; Julia Holter på Gloria har en smuk stemme der bringer dig helt ned i en aroma terapeutisk tilstand af afslapning, hvis det er det der er brug for, imens Merchandise på Pavilion har en klar britisk rock inspiration med fx en snert af The Smiths' støjende numre. Introvert melankoli og himmelanråbende ballader. Det kan jeg jo lide. Kl 18.00 er der gensyn med drengerøvene fra Kasabian på Orange. De skuffede mine forventninger en smule sidst de besøgte festivalen, men de er jo nogle charmerende scruffy intertainere og de har nogle solide hits jeg gerne hører igen. Okay, så kommer vi vist ikke uden om det. Kl 20.30 er der en ung mand ved navn Stevie Wonder på Orange. Kæmpen har aldrig været nogen speciel klippe i min musikalske uddannelse (dare I say it?!) og hvis han spiller I Just Called så går jeg, men indtil da vil jeg da ikke forbigå chancen for at opleve en levende legende (i et stykke tid i det mindste). Dette kunne være finalen, men hvis ikke jeg er bukket under endnu, så står jeg med to sidste valgmuligheder. Kl 21.00 spiller Forest Swords på Gloria og hvis søndag skal ende fredeligt bliver det med det her instrumentale univers af mystik og mørke skovstemninger. Men hvis søndag skal ende med en fest, bliver det i et lag, som jeg ikke er decideret bekendt med sammen med Moderat på Arena. Jeg har dog oplevet hvor festlige Modeselektor er og jeg er ikke i tvivl om at søsterbandet Moderat kan sætte den helt rigtige type fut under den ellers udmattede sidste aften.





Og således sættes der et punktum for årets Roskilde Festival men blot i forhold til denne guide. Det gælder om lidt at holde tungen lige i munden og navigerer rundt i det ustyrlige væld af muligheder, fristelser, omveje, genveje og afstikkere og komme hjem med en samling oplevelser der sikkert som sædvanlig sætter markøren for hvad denne summer of 14 kunne byde på. Lad os komme afsted!

22/06/2014

Gå lige ud og hør her! (uge 26)

The Pains of Being Pure at Heart 23.06.14 på Vega


Det er som altid pirrende og ret overraskende at tænke på, at om en uge står jeg ude på Dyrskuepladsen og sætter mit telt og min tilværelse op til en uges Roskilde Festival. Forberedelserne har været i gang så længe og alligevel kommer det lidt snigende bagfra. Den kommende uge markerer for mit vedkommende 8 ugers ferie, inden jeg kaster mig ud i at blive studerende igen efter 5 år på arbejdsmarkedet (...gisp!) og i løbet af ugen kommer min endelig guide til det fulde Roskilde program selvfølgelig ud på bloggen, som det jo plejer. Som jeg skrev i sidste indlæg, lægger der sig også en feriestemning over byens koncertsteder og ovenpå årets største festival, tænker jeg at det samme kommer til at gælde for denne lille blog. Men inden rygsækken pakkes er der tid til at opleve bl.a. disse koncerter i København: 

Man 23 jun - Skt. Hans Aften: Imellem båltaler og afbrændning findes der også nogle koncerter. Fx spiller Nelson Can på Blågårdsplads og Pato Siebenhaar i Enghave Park på årets lyseste dag. 

Man 23 jun: The Pains of Being Pure at Heart i Ideal Bar kl 21 for 160 kr.
Jeg har længe været totalt charmeret af det her bands lette teenageagtige støjpop som minder mig om hvis Belle & Sebastian prøvede at være et garageband. Og jeg glæder mig til at opleve dem for første gang på Vegas mindste scene, hvor vi kan dele vores ungdommelige hjertesmerter med hinanden.

Ons 25 jun: Quick Quick Obey + Okay Easy i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Quick Quick Obey spiller pompøs og støjende electrorock og deres nummer Sunn får mig til at tænke på OhNoOno og det helt gamle Genesis. Der er altså dejligt skæve og brede favntag over det. Aftenen fortsætter som en fest for pladeselskabet Smash! Bang! Pow!  

Ons 25 jun: Belle & Sebastian i Koncerthuset kl 20 for 340 kr. (få billetter)
Og så spiller de såmænd også selv i denne uge! Indiegruppen har i rigtig mange år været en inspirationskilde for den charmerende, uskyldige og naive nedtonede lyd med små verdensnære popperler. En aften i godt selskab. 

Tor 26 jun: The Bots i Ideal Bar kl 20 for 90 kr.
Tomands garage punkrock i et format der er ved at udvikle sig til en klassiker efterhånden (to meget unge dudes giver los på trommer og guitar), men som ikke desto mindre har en medrivende energisk ung vildskab over sig.

Tor 26 jun: Velvet Mornings + The Foreign Resort i Byhaven kl 19 for 0 kr.
To virkelig lovende rockbands, et ungt og debuterende og et med solid baggrund, der bevæger sig i henholdsvis shoegaze og new wave universer. Streg under desperate stemninger, noget smerte og noget vildskab præcis som jeg elsker det.





ROSKILDE ANBEFALING # 5

 Igen i år vil MusikLarm være repræsenteret på Roskilde Festival og som en lille énkvinde geshäft kan det være svært at dække programmet på rimelig og retfærdig vis. Så denne gang har jeg fået assistance til anbefalingerne af en flok venlige musikentusiaster. Den femte bidragyder er Simon Sandfeld der er musikredaktør for Go' morgen Danmark og kan ses anmelde nye plader de fleste mandag morgener. Her er hans vigtigste anbefaling:

Bottled in England - lørdag 15.30, Apollo
Jeg er normalt ikke den store drum n' bass enthusiast, og kunne ikke finde på at smide det på stereoanlægget, men trommeslager August Dyrborg er så vanvittig dygtig, at det er en ud-af-kroppen fornemmelse at opleve Bottled in England live. Både rent teknisk, energimæssigt og musikalsk. Tænk sig, at noget der er så mekanisk, kan svinge så fantastisk! 


 

16/06/2014

Gå lige ud og hør her! (uge 25)

The Kooks på Vega 19.06.14


Jeg må erkende, at jeg ikke er den der er god til at lave mine lektier på forhånd, så endnu engang er et søndagsindlæg blevet til et mandagsindlæg. Denne gang er det fordi Northside Festival optog min tid og det er vel ikke en helt dårlig begrundelse trods alt. I år havde festivalen, til forskel fra sidste år, fået de tre scener på det forholdsmæssigt lille område til at fungere rigtig godt. De generede ikke hinanden, når der var overlap mellem koncerterne og koncerterne var velplacerede. Den mindre og mere intime P6 Beat scene blev hurtigt min favorit og satte til gengæld de to store open air sceners svagheder i skærende kontrast. Gudskelov var weekenden velsignet med perfekt festivalvejr, men foran en open air scene giver man altså hurtigt køb på lydkvalitet og nærvær i koncertoplevelsen. Jeg så de fleste af koncerterne på disse fra doven afstand på tæpper midt på pladsen, hvor man ikke helt behøver forholde sig til aktiviteterne på scenen og det føles ærligt talt noget slapt. Mine musikalske højdepunkter fandt som sagt primært sted på festivalens mindste scene i selskab med James Vincent McMorrow, Cold Specks og Wild Beasts og så levede Arcade Fire op til alle mine forventninger og spredte glitter over aftenhimlen igår med deres vilde energi, kæmpe band, store nærvær og en omgang caribiske olietønder og konfettikanoner. Et andet højdepunkt var gensynet og genhørsglæden med Mew som er et af de få bands jeg kender med et pletfrit bagkatalog. Der er et album på vej og det glæder jeg mig til at høre.

Nu kan det lige så stille mærkes at byens spillesteder drosler ned og ferietilstanden indfinder sig. Der er længere imellem koncerterne de næste par måneder, men der er til gengæld utallige festivalbegivenheder at deltage i og noget for enhver smag. Fx gadefest på Frederiksberg fre, lør og søn og Copenhagen Jazz Festival i starten af juli. Her er imidlertid mine bud på hvad denne uge har at tilbyde:

Tor 19 jun: The Kooks i Store Vega kl. 20 for 320 kr.
Langhåret poppet rock som briterne har for vane at lave det. Jeg har ikke hørt dem siden hittet Ooh La men de lever tilsyneladende endnu, for der kommer et album til september med en mere R'n'B agtig lyd. Spændende da.

Tor 19 jun: Rosenthal + Made In October i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Elektronisk lo-fi drømmende pop projekter perfekt til lun sommeraften, vin og en at kramme eller danse med. 

Fre 20 jun: Sort Kat Hvid Kat + Mig & Mikkel i Byhaven kl 19 for 0 kr.
Det kan blive en sprød og kærlig fredag med to københavnergrupper der med enkle midler spreder god lyrik, præcise beats og kærlig stemning.
Lør 21 jun: Em i Ideal Bar kl. 21 for 0 kr.
Der er noget Szirley over den tidligere Voice vinder Em. Den soullækre stemme er der, de begavede tekster og den feminine fandenivoldskhed. Tag veninderne med til releasefesten og se Em vokse op.





ROSKILDE ANBEFALING # 4
Igen i år vil MusikLarm være repræsenteret på Roskilde Festival og som en lille énkvinde geshäft kan det være svært at dække programmet på rimelig og retfærdig vis. Så denne gang har jeg fået assistance til anbefalingerne af en flok venlige musikentusiaster. Den fjerde bidragyder er journalist, forfatter og musikbloggeren bag Major Tom Tommy Heisz. Her er hans vigtigste anbefaling:

Mamar Kassey - fredag kl 18, Pavilion
Det er lidt en tilsnigelse at påstå, at Mamar Kassey er min vigtigste Roskilde-koncert. Når jeg alligevel vælger at slå ned på den, er det for at fremhæve den som repræsentant for World-scenen, som i mine øjne er rigtig stærkt repræsenteret i år. Og på en Roskilde Festival, hvor hovednavnene ikke for alvor får det til at kildre i maven på mig, bliver det nok meget den slags mindre koncerter, jeg kommer til at styre efter.

Mamar Kassey kommer fra Niger og leverer en pudsig blanding af pop, traditionel afrikansk musik, jazz og ørkenrock. Alt sammen leveret nærværende og indlevende af super-talentfulde musikere med sanger og fløjtenist Yacouba Moumouni i spidsen.

Jeg kan allerede nu se for mig, hvordan støvet fredag aften ved 18-tiden vil blive trampet op af danseglade mennesker foran Pavilion-scenen på den selvfølgelig varme og regnfri festival. Den lille scene har dannet ramme om nogle virkelig fine world-koncerter de seneste år, og jeg aner her endnu et højdepunkt. Ikke mindst fordi denne koncert samtidig vil fungere som den perfekte opvarmning til koncerten samme aften klokken 21 på Arena, hvor Damon Albarn spiller sange fra sit fremragende soloalbum Everyday Robots. Et album, hvor der igen trækkes enkelte tråde til Albarns glæde for den vestafrikanske musik.

Mamar Kassey spiller fredag kl. 18 på Pavilion. En lille forsmag kan høres her: 






09/06/2014

Gå lige ud og hør her! (uge 24)

Treefight for Sunlight på Jazzhouse 14.06.14
Når mandag er en helligdag, bliver den udskudt til at gælde som søndag såå derfor...eller faktisk så var jeg dybt forhindret i at poste i går, fordi jeg var på Ærø med en masse gode mennesker og fejre to drenges fødselsdage med to dages hygge, musik, øller, badning og generel økuller. Drengene havde sat en regulær lille festival på benene og fragtet musikere og DJ's til øen. Blandt andre you.you.you der var at finde på Roskilde sidste år og Tidlige Armbånd der er at finde på plakaten i år. Og netop Tidlige Armbånd får iøvrigt min anbefaling med. Når kulturchokket over den totalt anarkistiske måde at skrive både tekst og musik på har lagt sig, så er de forbandet charmerende og festlige. Nu er jeg vendt hjem til Nørrebro let forbrændt og med et større søvnunderskud men fyldt op af alle de godter det sydfynske øhavs ferieperle har budt på. Sølle tre dages arbejde venter og så går turen til Aarhus og Northside Festival. Jeg skal nok blive klar! For de lidt mere rå typer er der jo faktisk Copenhell løs i København i denne uge også.
   

Ons 11 jun: Skinny Violet + Machinery of Joy i Pumpehusets Byhave kl 19 for 0 kr.
Onsdag aften kan blive en smule mere hidsig og mørk med de to her... 

Fre 13 jun: My Heart the Brave + The Chairman i Pumpehusets Byhave kl 19 for 0 kr. 
...Til gengæld er denne aften i Byhaven mere blid og lun.  

Fre 13 jun: Thomas Dybdahl i Tivoli kl 22 for 99 kr. 
Nordens lækre og bløde hjerteknuser nr 1 sørger for en uden tvivl romantisk aften i Tivoli.


Fre 13 jun: Den Fjerde Væg + Mads Mouritz i Ideal Bar kl 21 for 80 kr. 
Dansksproget pop på den lyriske måde og med et aldeles ukonventionelt udtryk.

Lør 14 jun: Treefight for Sunlight på Jazzhouse kl 21 for 170 kr. 
De har lige udgivet nyt album som skruer et hak op for det symfoniske og eksperimenterende og lidt ned for de søde popmelodier. Rigtig fedt! Fans af Oh No Ono kan oplagt stå på her.

Søn 15 jun: The Mountains + The Broken Beats på Nemoland kl 18 + 20
Pop fra hjertet. Først den melankolske slags og så den positive og let naive.


 



 ROSKILDE ANBEFALING # 3

 Igen i år vil MusikLarm være repræsenteret på Roskilde Festival og som en lille énkvinde geshäft kan det være svært at dække programmet på rimelig og retfærdig vis. Så denne gang har jeg fået assistance til anbefalingerne af en flok venlige musikentusiaster. Den tredje bidragyder er sanger i rockbandet I'll Be Damned Stig Gamborg Hansen. I'll Be Damned kan ganske snart opleves i Karrierekanonens finale på Skanderborg Festival. Her er hans vigtigste anbefaling:

Deftones - Fredag kl 19.30, Orange.
Jeg har set Deftones tre gange, hvor to af disse har været på Roskilde Festival i hhv. 2001 og 2006, og de er kun blevet et bedre og bedre live-band med årene. Specielt de sidste år har de lagt sig særdeles godt ud live! Forvent et energisk, indlevelsesrigt, smukt og eksplosivt post-rock/metal show af den gamle skole, som forhåbentlig vil sætte dig i bekendtskab med rock-musikkens sande
ånd!